Rejsegarantifondsloven § 7 e
§ 7 e
Rejsegarantifonden indtræder, i det omfang den har ydet dækning i henhold til § 7 a, stk. 1 og 2, og § 7 d, i rejseudbyderens eller formidleren for en udenlandsk rejsearrangørs krav mod dennes forsikringsselskab, såfremt rejseudbyderen eller formidleren for den udenlandske rejsearrangør har tegnet en udvidet ansvarsforsikring. Dette gælder Rejsegarantifondens dækning i henhold til § 7 a, stk. 1 og 2, for samtlige perioder, erhvervsministeren har bestemt at fondskassen for ekstraordinære situationer skal aktiveres, jf. § 7 a, stk. 9.
Stk. 2.
I forbindelse med ansøgninger om godtgørelse eller refusion i henhold til § 7 a, stk. 1 og 2, eller § 7 d skal rejseudbydere og formidlere for udenlandske rejsearrangører oplyse om eventuelle forsikringer, og såfremt rejsearrangøren eller formidleren for en udenlandsk rejsearrangør har en udvidet ansvarsforsikring, vedlægge forsikringen.
Stk. 3.
Rejsegarantifonden kan af enhver forlange alle oplysninger, som skønnes nødvendige for at sikre dokumentation for krav mod forsikringsselskaber efter stk. 1.
Stk. 4.
I det omfang Rejsegarantifonden får udbetalt dækning fra forsikringsselskaber i medfør af stk. 1, udgør den udbetalte forsikringsdækning et individuelt bidrag til at nedbringe Rejsegarantifondens krav imod den enkelte rejseudbyder eller formidler for en udenlandsk rejsearrangør, jf. § 7 c, stk. 2.