Rejsegarantifondsloven § 7 c
§ 7 c
Rejsegarantifonden indtræder i den rejsendes oprindelige krav mod rejseudbyderen eller formidleren for en udenlandsk rejsearrangør i tilfælde, hvor der er ydet godtgørelse og refusion i medfør af § 7 a, stk. 1 og 2, og § 7 d, stk. 1.
Stk. 2.
Rejsegarantifondens krav mod rejseudbyderen eller formidleren for en udenlandsk rejsearrangør, jf. stk. 1, nedbringes ved betaling af individuelle bidrag til fonden.
Stk. 3.
Rejseudbydere og formidlere for udenlandske rejsearrangører skal ved udgangen af hvert år på Rejsegarantifondens initiativ have oplyst det samlede krav i medfør af stk. 1. Herudover kan rejseudbydere og formidlere for udenlandske rejsearrangører på forlangende anmode Rejsegarantifonden om oplysninger om kravets størrelse og sammensætning.
Stk. 4.
Rejseudbyderen eller formidleren for en udenlandsk rejsearrangør skal indfri Rejsegarantifondens krav i medfør af stk. 1 ved følgende hændelser:
- 1) Rejseudbyderen eller formidleren for en udenlandsk rejsearrangør sletter sin registrering i Rejsegarantifonden.
- 2) Rejseudbyderen eller formidleren for en udenlandsk rejsearrangør tilslutter sig en anden garantiordning.
- 3) Rejseudbyderen eller formidleren for en udenlandsk rejsearrangør træffer beslutning om at træde i likvidation.
- 4) Rejseudbyderen eller formidleren for en udenlandsk rejsearrangør begrænser aktivt sine aktiviteter, så omsætningen falder til under 50 pct. i forhold til 2019.
- 5) Rejseudbyderen eller formidleren for en udenlandsk rejsearrangør bliver taget under rekonstruktionsbehandling, konkursbehandling eller gældssanering.
- 6) Rejsegarantifondens bestyrelse vurderer, at der er en forøget risiko for, at rejseudbyderen eller formidleren af den udenlandske rejsearrangør vil blive omfattet af en eller flere hændelser beskrevet i nr. 1-5.
Stk. 5.
Indfrielsen efter stk. 4 skal ske senest 14 dage efter hændelserne nævnt i stk. 4.