Pokerloven §§ 6-8
§ 6
Den myndighed, som Skatteministeren bemyndiger dertil (tilsynsmyndigheden), kan meddele bevilling til at afvikle offentligt hasardspil i turneringsform.
Stk. 2.
En bevilling til at afvikle offentligt hasardspil i turneringsform meddeles for et nærmere angivet sted, på hvilket der må afvikles et nærmere fastsat antal turneringer, dog højst to turneringer pr. dag.
Stk. 3.
En bevilling til at afvikle offentligt hasardspil i turneringsform kan meddeles for indtil 2 år fra den dag, hvor bevillingen er givet.
§ 7
Bevilling til at afvikle offentligt hasardspil i turneringsform kan gives til personer, der
- 1) er fyldt 18 år,
- 2) ikke er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7,
- 3) ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs,
- 4) ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 50.000 kr. eller derover,
- 5) ikke har en alkoholbevilling, der gælder for det sted, som bevillingen til at afvikle offentligt hasardspil i turneringsform skal gælde for,
- 6) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af adgangen til at afvikle offentligt hasardspil i turneringsform, og
- 7) ikke i øvrigt har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at den pågældende ikke vil afvikle offentligt hasardspil i turneringsform på fuldt betryggende måde.
§ 8
Bevilling til at afvikle offentligt hasardspil i turneringsform kan endvidere gives til selskaber eller foreninger (juridiske personer), der opfylder betingelserne i § 7, nr. 3-7.
Stk. 2.
Det er en betingelse for bevilling efter stk. 1, at det pågældende selskabs direktør og bestyrelsesmedlemmer eller den pågældende forenings bestyrelsesmedlemmer, herunder formand, opfylder betingelserne i § 7. Det er endvidere en betingelse for bevilling efter stk. 1, at det pågældende selskabs øvrige ansatte eller den pågældende forenings medlemmer og ansatte opfylder betingelserne i § 7, nr. 5.
Stk. 3.
Indtræder nye medlemmer i direktion eller bestyrelse i et selskab eller en forening, der har bevilling til at afvikle offentligt hasardspil i turneringsform, skal selskabet eller foreningen inden 1 måned herefter anmelde dette til tilsynsmyndigheden. Tilsynsmyndigheden afgør herefter, om bevillingen skal tilbagekaldes.