Partistøtteloven § 11

  1. § 11
    Kandidatlister, der ønsker at modtage tilskud efter § 4, skal indgive ansøgning herom til kommunalbestyrelsen, der afgør, om betingelserne for at yde tilskud er opfyldt.
  2. Stk. 2.
    Ansøgning om tilskud indgives for hvert kalenderår, hvor der ønskes udbetalt tilskud, og inden udgangen af dette kalenderår. Er der efter § 44, stk. 1, i lov om kommunale og regionale valg sket anmeldelse af, hvilken forening eller hvilke vælgere i kommunen der er berettiget til på kandidatlistens vegne at ansøge om og modtage tilskud, underskrives ansøgningen af en repræsentant for den angivne forening eller af en af de angivne vælgere. Er der ikke sket en sådan anmeldelse, underskrives ansøgning for kandidatlister for et parti, der pr. 1. august i det seneste kommunale valgår var opstillingsberettiget til folketingsvalg, af en repræsentant for vedkommende partiorganisation. Ansøgning for andre kandidatlister, der ikke har foretaget en sådan anmeldelse, underskrives af den person, der er nævnt i § 23 a i lov om kommunale og regionale valg eller af en anden person, der er berettiget til at optræde som repræsentant for kandidatlisten.
  3. Stk. 3.
    Er der efter § 44, stk. 1, i lov om kommunale og regionale valg sket anmeldelse af, hvilken forening eller hvilke vælgere i kommunen der er berettiget til på kandidatlistens vegne at ansøge om og modtage tilskud, udbetales tilskud til den angivne forening henholdsvis den person, der i overensstemmelse med stk. 2, 2. pkt., har underskrevet ansøgningen, på en konto i et pengeinstitut, hvorom der gives oplysning i forbindelse med ansøgningen. Er der ikke sket en sådan anmeldelse, udbetales tilskud til en kandidatliste for et parti, der pr. 1. august i det seneste kommunale valgår var opstillingsberettiget til folketingsvalg, til vedkommende partiorganisation på en konto i et pengeinstitut, hvorom der gives oplysning i forbindelse med ansøgningen. Tilskud til andre kandidatlister, der ikke har foretaget en sådan anmeldelse, udbetales til den person, der i overensstemmelse med stk. 2, 4. pkt., har underskrevet ansøgningen, på en konto i et pengeinstitut, hvorom der gives oplysning i forbindelse med ansøgningen.