Offshoresikkerhedsloven § 45
§ 45
Henholdsvis operatøren og ejeren skal udarbejde en intern beredskabsplan for imødegåelse af konsekvenser af ulykker og faresituationer på et anlæg og tilsluttet infrastruktur. Planen udarbejdes i overensstemmelse med bestemmelser udstedt i medfør af denne lov, jf. § 45 a, og under hensyntagen til den vurdering af de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici og risici for større miljøhændelser, der er gennemført i henhold til §§ 33-36, og som indgår i sikkerheds- og sundhedsredegørelsen efter § 23.
Stk. 2.
Anvendes et mobilt ikkeproduktionsanlæg til at udføre brøndaktiviteter, skal der i den interne beredskabsplan for anlægget tages højde for den risikovurdering, der er gennemført under udarbejdelsen af ansøgningen om godkendelse af brøndaktiviteterne, der skal indsendes i henhold til § 28 a.
Stk. 3.
Henholdsvis operatøren og ejeren skal sikre, at den interne beredskabsplan
- 1) iværksættes straks ved påbegyndelse af aktiviteterne,
- 2) er koordineret med den interne beredskabsplan vedrørende bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening af havet, der er udarbejdet efter havmiljøloven og regler udstedt i medfør af havmiljøloven, og
- 3) er i overensstemmelse med den eksterne beredskabsplan efter § 45 b og den eksterne beredskabsplan i henhold til havmiljøloven og regler udstedt i medfør af havmiljøloven.
Stk. 4.
Henholdsvis operatøren og ejeren skal ajourføre den interne beredskabsplan som følge af enhver væsentlig ændring af sikkerheds- og sundhedsredegørelsen efter § 23 eller grundlaget for tilladelserne, som er meddelt i henhold til §§ 28, 29 og 29 a. I forbindelse med en sådan ændring skal tilladelse indhentes hos tilsynsmyndigheden i henhold til § 29 og ændringerne af den interne beredskabsplan meddeles den relevante myndighed eller de relevante myndigheder, der er ansvarlige for udarbejdelsen af den eksterne beredskabsplan.
Stk. 5.
Henholdsvis operatøren og ejeren skal i tilfælde af en større ulykke eller en hændelse, hvor der er umiddelbar risiko for en større ulykke, træffe egnede foranstaltninger for at forhindre eskalering og begrænse virkningerne heraf.
Stk. 6.
Med henblik på at sikre en effektiv rednings- og bekæmpelsesindsats kan tilsynsmyndigheden påbyde ændringer i den interne beredskabsplan.