Offshoresikkerhedsloven §§ 33-36
§ 33
I forbindelse med etablering af et nyt fast anlæg med tilsluttet infrastruktur eller en ny rørledning eller ved ændringer af et eksisterende fast eller et mobilt anlæg, tilsluttet infrastruktur eller en rørledning skal henholdsvis operatøren og ejeren sikre, at sikkerheds- og sundhedsmæssige risici og risici for større miljøhændelser, der er forbundet med anlæggets, den tilsluttede infrastrukturs eller rørledningens design, konstruktion, indretning og udstyr, er identificeret, vurderet og nedbragt så meget, som det er rimeligt praktisk muligt.
Stk. 2.
Der skal ved design af et nyt fast anlæg med tilsluttet infrastruktur eller en ny rørledning tages rimeligt hensyn til fremtidige behov for udvidelser af anlægget eller dets tilsluttede infrastrukturs eller rørledningens kapacitet og funktion.
§ 34
Henholdsvis operatøren og ejeren skal i forbindelse med drift af et anlæg, tilsluttet infrastruktur eller en rørledning sikre, at sikkerheds- og sundhedsmæssige risici og risici for større miljøhændelser, der er forbundet med de tilhørende offshore olie- og gasaktiviteter, er identificeret, vurderet og nedbragt så meget, som det er rimeligt praktisk muligt.
Stk. 2.
Henholdsvis operatøren og ejeren skal løbende sikre forbedring af sikkerheds- og sundhedsniveauet og niveauet for forebyggelse af større miljøhændelser gennem fortsat reduktion af de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici og risici for større miljøhændelser, der er nævnt i stk. 1.
Stk. 3.
Ved indgåelse af aftale om anvendelse af et ikkeproduktionsanlæg skal operatøren sikre sig, at de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici og risici for større miljøhændelser i forbindelse med anlæggets konstruktion, indretning, udstyr og drift bliver nedbragt så meget, som det er rimeligt praktisk muligt.
Stk. 4.
Hvis der under en aktivitet, der gennemføres af henholdsvis en operatør og en ejer, opstår en umiddelbar fare for en større ulykke, skal henholdsvis operatøren og ejeren sikre, at der straks træffes egnede foranstaltninger til at afværge faren, herunder at aktiviteten om nødvendigt standses. Henholdsvis operatøren og ejeren skal underrette tilsynsmyndigheden herom snarest muligt og inden for 24 timer efter at have truffet disse foranstaltninger.
§ 35
Den enkelte arbejdsgiver skal, inden arbejdet påbegyndes, sikre, at de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici og risici for større miljøhændelser i forbindelse med arbejdets udførelse identificeres, vurderes og nedbringes så meget, som det er rimeligt praktisk muligt.
§ 36
Henholdsvis operatøren og ejeren af ikkeproduktionsanlæg skal sikre, at de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici og risici for større miljøhændelser på anlægget, der ikke er relateret til arbejdets udførelse og indretningen af arbejdspladser, er identificeret, vurderet og nedbragt så meget, som det er rimeligt praktisk muligt.