Narkotikaprækursorerloven § 4
§ 4
Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt:
- 1) Undlader at give de oplysninger, der kræves i henhold til Det Europæiske Fællesskabs forordninger om narkotikaprækursorer eller regler udstedt i medfør af § 1, stk. 1. Det samme gælder den, der giver urigtige eller vildledende oplysninger.
- 2) Undlader at efterkomme krav om registrering, om mærkning eller om erklæringer i henhold til de forordninger, der er anført i Det Europæiske Fællesskabs forordninger om narkotikaprækursorer eller regler udstedt i medfør af § 1, stk. 1.
- 3) Overtræder bestemmelser om udførsel i Det Europæiske Fællesskabs forordninger om narkotikaprækursorer eller regler udstedt i medfør af § 1, stk. 1.
- 4) Overtræder et forbud om indførsel fra eller udførsel til tredjelande af narkotikaprækursorer.
- 5) Undlader at opfylde krav om erhvervelse af licens i henhold til Det Europæiske Fællesskabs forordninger om narkotikaprækursorer eller regler udstedt i medfør af § 1, stk. 1.
- 6) Undlader at give oplysninger om usædvanlige ordrer eller transaktioner i henhold til Det Europæiske Fællesskabs forordninger om narkotikaprækursorer eller regler udstedt i medfør af § 1, stk. 1.
- 7) Undlader at opfylde krav om dokumentation, herunder om opbevaring af dokumentation, i henhold til Det Europæiske Fællesskabs forordninger om narkotikaprækursorer eller regler udstedt i medfør af § 1, stk. 1.
- 8) Overtræder § 3, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2.
Stk. 2.
Med samme straf som anført i stk. 1 straffes den, som modtager eller skaffer sig eller andre del i en vinding, der er erhvervet ved en af stk. 1, nr. 1-6, omfattet overtrædelse, samt den, som ved opbevaring, transport, hjælp til afhændelse eller på lignende måde virker til at sikre en anden udbyttet af en sådan overtrædelse. Overtrædelse af dette stykke kan straffes, når overtrædelsen kan tilregnes den pågældende som forsætlig.
Stk. 3.
I regler, der fastsættes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder reglerne.
Stk. 4.
For overtrædelse af stk. 1 og regler udstedt i medfør af loven kan der pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.