Ligningsloven § 11
§ 11
Bidrag til underhold af børn uden for ægteskab kan fradrages i bidragyderens skattepligtige indkomst efter reglerne i stk. 2. Bidragene medregnes til barnets skattepligtige indkomst for den del af bidragene, der overstiger normalbidraget, jf. § 14 i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag. Særlige bidrag til barnets dåb og bidrag i anledning af, at barnet når konfirmationsalderen, medregnes dog ikke til barnets skattepligtige indkomst, i det omfang bidragene ikke overstiger for dåb 1 gang det månedlige normalbidrags grundbeløb og for bidrag i anledning af, at barnet når konfirmationsalderen, 3 gange det månedlige normalbidrags grundbeløb.
Stk. 2.
Fradragsretten efter stk. 1, 1. pkt., er betinget af, at der påhviler den skattepligtige forsørger- eller bidragspligt over for det offentlige med hensyn til det pågældende barn, og af, at barnet ikke opholder sig hos den skattepligtige. Bidrag for tiden efter barnets fyldte 18. år kan ikke fradrages. Bidrag for tiden indtil barnets fyldte 18. år kan fradrages, i det omfang de overstiger et beløb svarende til det tillæg, der er fastsat i § 4, stk. 5, i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag. Fradragsretten efter stk. 1, 1. pkt., er yderligere betinget af, at bidragsyderen oplyser om identiteten af modtageren af bidraget efter skatteindberetningslovens § 41, stk. 2, eller oplysningerne anses for afgivet efter skatteindberetningslovens § 41, stk. 3. Betaler en bidragsskyldig til det offentlige et beløb til dækning af forskudsvis udbetalte børnebidrag, anses beløbet fortrinsvis at vedrøre de først forskudsvis udbetalte børnebidrag. I det omfang beløbet herved anses at vedrøre perioder, der omfattes af den skattepligtiges indkomstår 2000 og senere indkomstår, finder 3. pkt. tilsvarende anvendelse.