Kontinentalsokkelloven §§ 3a-4a
§ 3 a
Nedlæggelse af elkabler og rørledninger til transport af kulbrinter på dansk søterritorium kræver tilladelse meddelt af klima-, energi- og forsyningsministeren, inden nedlæggelse påbegyndes.
Stk. 2.
Tilladelse omfattet af stk. 1 kan kun meddeles, hvis det er foreneligt med rigets udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske interesser. Klima-, energi- og forsyningsministeren indhenter en indstilling herom fra udenrigsministeren. Indstillingen, der ikke er en afgørelse, skal lægges til grund for klima-, energi- og forsyningsministerens afgørelse af sagen. Under sagens behandling kan klima-, energi- og forsyningsministeren indhente en ny indstilling.
Stk. 3.
§ 4, stk. 2, og regler udstedt i medfør af § 4 a gælder også for tilladelser efter stk. 1.
Stk. 4.
Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter nærmere regler om den administrative behandling af ansøgninger om tilladelser omfattet af stk. 1.
§ 4
Nedlæggelse af elkabler og rørledninger til transport af kulbrinter på dansk kontinentalsokkelområde kræver tilladelse meddelt af klima-, energi- og forsyningsministeren, inden nedlæggelsen påbegyndes.
Stk. 2.
Der kan fastsættes vilkår for tilladelser efter stk. 1, herunder vilkår om eventuelle overvågningsforanstaltninger. Vilkårene stilles under hensyntagen til udforskning af soklen, udnyttelse af dens naturforekomster, forebyggelse og begrænsning af forurening fra rørledninger og muligheden for at kunne reparere eksisterende kabler og rørledninger, for at undgå, forebygge eller begrænse og om muligt neutralisere væsentlige skadelige indvirkninger på miljøet samt for at undgå forringelse af naturtyperne og levestederne for arterne i udpegede internationale naturbeskyttelsesområder og forstyrrelse af de arter, for hvilke områderne er udpeget.
§ 4 a
Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter med henblik på gennemførelse af Den Europæiske Unions direktiver og beslutninger på naturbeskyttelsesområdet regler om, i hvilke tilfælde og på hvilke vilkår tilladelser kan meddeles efter § 2, stk. 1, 1. pkt., § 2 a, stk. 1, § 3 a, stk. 1, og § 4, stk. 1.