Konkursloven § 216

1. § 216

   En kendelse, der helt eller delvis tager skyldnerens forslag til følge, skal angive, hvilken del af skyldnerens gæld der berøres af kendelsen, med angivelse af den procent, hvortil fordringerne nedsættes, eller, hvor dette ikke er muligt, de afdrag, som skyldneren skal betale.

2. Stk. 2.

   Udgør det beløb, som skyldneren efter stk. 1 i alt skal betale i afdragsperioden, alene et uvæsentligt beløb, bortfalder skyldnerens gæld, jf. § 198, når sagen er sluttet med kendelse om gældssanering, jf. § 218, stk. 1. I øvrige tilfælde anvendes 1. pkt. således, at der bortses fra fordringer, som kun vil afkaste et uvæsentligt beløb. Reglen i 2. pkt. anvendes særskilt på hver enkelt fordring begyndende med den mindste, indtil de resterende fordringer hver især afkaster mere end et uvæsentligt beløb. Fordringer omfattet af 2. pkt. bortfalder, når sagen er sluttet med kendelse om gældssanering, jf. § 218, stk. 1. § 208 b, stk. 5, nr. 1, finder tilsvarende anvendelse. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelse af 1.-3. pkt

3. Stk. 3.

   Uforfaldne fordringer kan kræves betalt samtidig med andre fordringer.

4. Stk. 4.

   Træffes der bestemmelse om, at skyldneren skal have henstand med betaling af den del af gælden, som fortsat skal bestå, skal kendelsen angive afdragsperiodens længde samt størrelsen af og forfaldstiden for de afdrag, som skyldneren skal betale i afdragsperioden. Afdragsperioden udgør 3 år. Afdragsperioden kan være længere, hvis dette er nødvendigt for, at skyldneren kan opretholde sin bolig eller aktiver, der anvendes af skyldneren i eller i forbindelse med dennes erhverv. Hvis den væsentligste del af skyldnerens gæld er studiegæld og skyldneren ikke har gæld fra erhvervsmæssig virksomhed, kan afdragsperioden forlænges, dog således at afdragsperioden højst kan udgøre 6 år.

5. Stk. 5.

   Er en anmeldt fordring bestridt, skal der afsættes midler til dækning af fordringen. Kendelsen skal angive, hvordan de afsatte midler skal fordeles mellem de øvrige fordringshavere, såfremt der ikke anlægges sag om fordringen, jf. § 209, stk. 3, eller såfremt det ved dom eller forlig fastslås, at fordringen ikke består. Kan et afdrag på en fordring ikke betales, fordi fordringen er omtvistet eller afhængig af en endnu ikke opfyldt betingelse, kan skifteretten bestemme, at beløbet skal indsættes på en særlig konto i et pengeinstitut.

6. Stk. 6.

   Tages skyldnerens forslag helt eller delvis til følge, vejleder skifteretten skyldneren om dennes retsstilling, herunder om tidspunktet for realisation af de af skyldnerens aktiver, der skal indgå i gældssaneringssagen, og om tilrettelæggelsen af skyldnerens betaling af afdrag i henstandsperioden.

7. Stk. 7.

   Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om fastsættelsen af afdragene og afdragsperiodens begyndelse efter stk. 4.

8. Stk. 8.

   Beløb, der fastsættes i medfør af stk. 7, reguleres hvert år pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. De regulerede beløb afrundes opad til nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 10. Reguleringen sker på grundlag af de på reguleringstidspunktet gældende beløb før afrunding. Justitsministeren bekendtgør hvert år, hvilke reguleringer der skal finde sted.