Konkursloven §§ 208-208b

  1. § 208
    Proklama skal udstedes straks efter gældssaneringssagens indledning.
  2. Stk. 2.
    Ved proklama indrykker skifteretten én bekendtgørelse i Statstidende. Bekendtgørelsen skal indeholde oplysning om
    1. 1) skyldnerens navn, tidligere navne, adresse og fødselsdato samt navn og adresse på en eventuel personligt ejet virksomhed og dennes cvr-nr.,
    2. 2) opfordring til enhver, der har en fordring mod skyldneren, til at anmelde fordringen inden 8 uger efter bekendtgørelsen,
    3. 3) en person, til hvem anmeldelse skal ske, og
    4. 4) retsvirkningerne af for sen anmeldelse efter § 208 b, stk. 1.
  3. Stk. 3.
    Genpart af bekendtgørelsen sendes straks til alle fordringshavere, som er eller bliver skifteretten bekendt. I de i § 197 a, stk. 1, nævnte tilfælde skal genparten indeholde opfordring om at fremkomme med oplysninger om omstændigheder af betydning for afgørelsen efter § 197 a, stk. 2.
  4. Stk. 4.
    Skifteretten kan bestemme, at proklama tillige skal optages i lokale eller almindeligt læste blade.
  5. Stk. 5.
    Skifteretten sender straks efter gældssaneringssagens indledning meddelelse herom til virksomhedspanthavere, jf. tinglysningslovens § 47 c, og fordringspanthavere, jf. tinglysningslovens § 47 d.
  1. § 208 a
    Anmeldelser skal være skriftlige og angive fordringshaverens fordring samt eventuelle krav på renter og omkostninger. En anmeldelse bør indeholde oplysning om fordringens stiftelsestidspunkt, en postadresse, hvortil senere henvendelser kan sendes, og en konto i et pengeinstitut, hvortil afdrag kan betales.
  2. Stk. 2.
    Kan en fordring ikke opgøres endeligt, skal der inden udløbet af anmeldelsesfristen indgives en foreløbig anmeldelse med en skønsmæssig angivelse af fordringens størrelse.
  3. Stk. 3.
    Indsendes en anmeldelse i to eksemplarer, tilbagesendes det ene med påtegning om modtagelsen.
  1. § 208 b
    Anmeldes en fordring, som i medfør af § 199, stk. 1, er omfattet af gældssaneringssagen, ikke rettidigt, jf. § 208, stk. 2, nr. 2, bortfalder retten til dækning, når sagen er sluttet med kendelse om gældssanering, jf. § 218, stk. 1.
  2. Stk. 2.
    Undtaget fra stk. 1 er pantefordringer, i det omfang pantet strækker til.
  3. Stk. 3.
    Hvis skyldneren er under konkursbehandling, finder stk. 1 ikke anvendelse på de fordringer, der er anmeldt i konkursboet.
  4. Stk. 4.
    Er en anmeldt fordring betinget, bortfalder retten til dækning af fordringen, når sagen er sluttet med afgørelse om gældssanering, jf. § 218, stk. 1, såfremt betingelsen ikke er indtrådt på det tidspunkt, hvor skifteretten afsiger kendelse om gældssanering.
  5. Stk. 5.
    En fordring, der er bortfaldet efter stk. 1, kan gøres gældende med det fulde beløb
    1. 1) over for skyldneren, hvis gældssaneringen ophæves i medfør af § 229, eller
    2. 2) hvis skyldnerens bo tages under konkursbehandling, hvis skyldneren får stadfæstet en rekonstruktion, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord, eller hvis skyldneren på ny meddeles gældssanering, jf. § 230, stk. 2.