Hvidvaskloven § 64 a
§ 64 a
Advokatrådets reaktioner i forbindelse med tilsyn efter § 64, herunder beslutninger om at overdrage en sag til politimæssig efterforskning, skal offentliggøres af Advokatrådet på Advokatsamfundets hjemmeside, jf. dog stk. 5. Offentliggørelsen skal omfatte den juridiske eller fysiske persons navn, jf. dog stk. 3.
Stk. 2.
Offentliggjorte reaktioner forbliver på Advokatsamfundets hjemmeside i 5 år efter offentliggørelsen. Personoplysninger indeholdt i offentliggørelsen må dog kun forblive på Advokatrådets hjemmeside i det nødvendige tidsrum.
Stk. 3.
Offentliggørelse efter stk. 1, der omfatter en fysisk persons navn, kan dog alene ske ved personens alvorlige, gentagne eller systematiske overtrædelser af § 10, nr. 1, 2, 4 og 5, § 11, stk. 1 og 2 og stk. 3, 1., 3. og 4. pkt., § 14, stk. 1, stk. 2, 2. pkt., og stk. 3 og 5, § 17, stk. 1 og 2, § 18, § 21, stk. 1, 2. pkt., § 25, stk. 1, § 26, stk. 1 og 3 og stk. 4, 1. pkt., og stk. 6, 1. pkt., og § 30.
Stk. 4.
Har Advokatrådet overgivet en sag til politimæssig efterforskning, og er der afsagt fældende dom eller vedtaget bøde, skal Advokatrådet offentliggøre dommen, bødevedtagelsen eller et resumé heraf, jf. dog stk. 5. Er dommen ikke endelig, skal dette fremgå af offentliggørelsen. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 5.
Offentliggørelse efter stk. 1-4 kan dog ikke ske, hvis det vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden eller efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse. Oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold og tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold el.lign., for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller virksomhed, oplysningerne angår, offentliggøres ikke. Offentliggørelsen må ikke indeholde fortrolige oplysninger, der hidrører fra en myndighed fra et EU- eller EØS-land, medmindre de myndigheder, som har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse.
Stk. 6.
Er offentliggørelse undladt i henhold til stk. 5, 1. pkt., skal der ske offentliggørelse efter stk. 1-4, når de hensyn, der nødvendiggjorde undladelsen, ikke længere er gældende. Efter 2 år fra datoen for reaktionen eller beslutningen om at overgive sagen til politimæssig efterforskning skal der dog ikke ske offentliggørelse uanset 1. pkt. Der skal alene ske offentliggørelse, hvis der ikke er sket påtaleopgivelse eller tiltalefrafald efter retsplejelovens regler.
Stk. 7.
I sager, hvor Advokatrådet har offentliggjort en beslutning om at overgive en sag til politimæssig efterforskning efter stk. 1 og der træffes afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald eller afsiges frifindelse i Advokatnævnet eller afsiges frifindende dom, skal Advokatrådet efter anmodning fra den fysiske eller juridiske person, som sagen vedrører, offentliggøre oplysninger herom. Den fysiske eller juridiske person skal indsende en kopi af afgørelsen om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald eller en kopi af frifindende afgørelse eller dom til Advokatrådet samtidig med anmodning om offentliggørelse. Er påtaleopgivelsen, tiltalefrafaldet, afgørelsen eller dommen ikke endelig, skal det fremgå af offentliggørelsen. Modtager Advokatrådet dokumentation for, at sagen er afsluttet ved endelig påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller afsigelse af endelig frifindende afgørelse eller dom, skal Advokatrådet fjerne alle oplysninger om beslutningen om at overgive sagen til politimæssig efterforskning og eventuelle efterfølgende domme i sagen fra Advokatrådets hjemmeside.
Stk. 8.
Advokatrådet skal efter anmodning fra en fysisk eller juridisk person, som er frifundet, offentliggøre resultatet af anken eller genoptagelsen. Den fysiske eller juridiske person skal samtidig med anmodningen om offentliggørelse indsende kopi af dommen i ankesagen eller den genoptagede sag. Er resultatet af anken eller den genoptagede sag et andet end resultatet af dommen offentliggjort i medfør af stk. 4, 1. pkt., kan Advokatrådet beslutte at fjerne dommen fra Advokatrådets hjemmeside.
Stk. 9.
Advokatnævnets kendelser for overtrædelse af denne lov og de regler, der er udstedt i medfør heraf, og Europa-Parlamentets og Rådets forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer skal offentliggøres af Advokatrådet på Advokatsamfundets hjemmeside, når fristen for at indbringe kendelsen for retten er udløbet. Dette gælder dog ikke overholdelse af § 36. Kendelser, som indbringes for retten, offentliggøres, når der er afsagt endelig dom. Bestemmelserne i stk. 2-8 finder tilsvarende anvendelse.