Lov om godskørsel § 4
§ 4
En virksomhed, der har tilladelse i henhold til § 1, stk. 1 eller 3, skal have en godkendt transportleder, der foruden at opfylde de krav, der følger af artikel 4 i forordning nr. 1071/2009,
- 1) er myndig og ikke er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7,
- 2) ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs og
- 3) ikke har ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller derover.
Stk. 2.
En virksomhed, der har tilladelse i henhold til § 1, stk. 2, skal have en godkendt transportleder, der
- 1) er myndig og ikke er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7,
- 2) ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs,
- 3) ikke har ikkepersonlig forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller derover,
- 4) udviser god vandel, jf. stk. 4,
- 5) faktisk og vedvarende kan lede virksomhedens transportarbejde,
- 6) er bosiddende i et EU- eller EØS-land og
- 7) har de nødvendige faglige kvalifikationer.
Stk. 3.
Drives en virksomhed, der har tilladelse i henhold til § 1, stk. 2, som en personligt ejet virksomhed, skal transportlederen være virksomhedsejeren.
Stk. 4.
Transportministeren fastsætter nærmere regler om det vandelskrav, som transportlederen skal opfylde, jf. stk. 2, nr. 4, og artikel 4, stk. 1, og artikel 6 i forordning nr. 1071/2009.