Friskoleloven § 22 a
§ 22 a
Skolen må ikke modtage donationer på over 20.000 kr. eksklusive moms fra offentlige myndigheder eller fysiske eller juridiske personer fra lande uden for EU og EØS, jf. dog stk. 3.
Stk. 2.
Skolen må ikke indgå aftaler om leje af lokaler, bygninger eller arealer ejet af en offentlig myndighed eller fysiske eller juridiske personer fra lande uden for EU og EØS, jf. dog stk. 3.
Stk. 3.
Børne- og undervisningsministeren kan efter ansøgning godkende, at en skole modtager en donation på over 20.000 kr. eksklusive moms fra offentlige myndigheder eller fysiske eller juridiske personer fra lande uden for EU og EØS, og at en skole indgår aftale om leje af lokaler, bygninger eller arealer ejet af en offentlig myndighed eller fysiske eller juridiske personer fra lande uden for EU og EØS, hvis der efter ministerens skøn er tilstrækkelig sikkerhed for, at skolen ved modtagelse af en donation omfattet af stk. 1 og ved indgåelse af en aftale om leje af lokaler, bygninger eller arealer omfattet af stk. 2 opfylder kravene i § 1, stk. 2, og § 5, stk. 2.
Stk. 4.
Skolen skal i sin ansøgning om godkendelse efter stk. 3 skriftligt redegøre for, om der er tilstrækkelig sikkerhed for, at skolen ved modtagelse af en donation omfattet af stk. 1 og ved indgåelse af en aftale om leje af lokaler, bygninger eller arealer omfattet af stk. 2 opfylder kravene i § 1, stk. 2, og § 5, stk. 2.
Stk. 5.
Modtager en skole donationer i strid med stk. 1, skal skolen returnere donationen til donatoren inden 90 dage fra modtagelsen. Har skolen inden 90 dage efter modtagelsen af en donation ansøgt børne- og undervisningsministeren om godkendelse heraf, jf. stk. 3, og har ministeren afslået ansøgningen, skal skolen returnere donationen til donatoren inden 30 dage efter skolens modtagelse af børne- og undervisningsministerens afslag på skolens ansøgning. Donationer, der ikke kan returneres til donatoren inden fristerne i 1. og 2. pkt., skal overføres til en konto hos Børne- og Undervisningsministeriet inden for fristerne.
Stk. 6.
En donator, hvis donation er overført til en konto hos Børne- og Undervisningsministeriet, jf. stk. 5, kan, indtil 6 måneder efter at donationen er overført, kræve donationen tilbagebetalt fra Børne- og Undervisningsministeriet.
Stk. 7.
Donationer, der ikke er krævet tilbagebetalt inden for fristen i stk. 6, tilfalder statskassen.