Fondsloven §§ 23-24
§ 23
Bestyrelsen skal sørge for, at fondens regnskab undergives revision, og at der til enhver tid er udpeget en eller flere revisorer.
Stk. 2.
Havde fonden i det forudgående regnskabsår en egenkapital på 3 mio. kr. eller derover, skal mindst en af revisorerne være statsautoriseret eller registreret revisor. I andre fonde kan fondsmyndigheden kræve, at mindst en af revisorerne skal være statsautoriseret eller registreret revisor.
Stk. 3.
Bestyrelsen skal senest 3 måneder efter udpegelsen sende fondsmyndigheden meddelelse om, hvem der er udpeget til revisor. Er den udpegede revisor ikke statsautoriseret eller registreret revisor, skal der sammen med meddelelsen indsendes en erklæring fra revisor om, at denne er indforstået med i forbindelse med revisionen at påse, at bestemmelserne i loven, regler fastsat i medfør af loven samt fondens vedtægt er overholdt.
§ 24
Revisor skal være myndig og må ikke være under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7. Revisor skal have bopæl her i landet, medmindre fondsmyndigheden undtager fra dette krav eller kravet strider mod internationale forpligtelser.
Stk. 2.
Revisor må ikke være:
- 1) medlem af fondens bestyrelse eller direktion,
- 2) en person, som står i afhængighedsforhold til fonden, til medlemmer af dens bestyrelse eller direktion eller til funktionærer, som har til opgave at sørge for eller kontrollere bogføringen eller forvaltningen af midlerne, eller
- 3) en person, der er knyttet til fondens bestyrelse, direktion eller de i nr. 2 nævnte funktionærer ved ægteskab, fast samlivsforhold, slægtskab eller svogerskab i ret op- eller nedstigende linje eller i sidelinjen så nært som søskende.
Stk. 3.
En revisor kan afsættes af fondsmyndigheden, såfremt revisor ikke opfylder de i § 13, stk. 2-4, nævnte krav, eller såfremt denne ikke opfylder betingelserne i stk. 1 og 2.