Firmapensionskasseloven § 68
§ 68
For anmeldelse og registrering m.m. gælder selskabs-lovens bestemmelser tilsvarende.
Stk. 2.
En firmapensionskasse skal indhente oplysninger om pensionskassens reelle ejere, herunder oplysninger om de reelle ejeres rettigheder. Er der ingen reelle ejere, eller kan der ikke identificeres nogen reelle ejere, skal medlemmer af pensionskassens direktion eller, i pensionskasser, hvor der ikke findes en direktion, medlemmer af pensionskassens bestyrelse, optages som reelle ejere i Erhvervsstyrelsens it-system.
Stk. 3.
Pensionskassen skal registrere oplysningerne efter stk. 2 i Erhvervsstyrelsens it-system, hurtigst muligt efter at pensionskassen er blevet bekendt med, at en person er blevet reel ejer, og efter enhver ændring af de oplysninger, som er registreret. Pensionskassen skal opbevare oplysninger om dens reelle ejere i 5 år efter det reelle ejerskabs ophør. Pensionskassen skal endvidere opbevare oplysninger om forsøg på identifikation af reelle ejere i 5 år efter gennemførelsen af identifikationsforsøget.
Stk. 4.
Pensionskassen skal efter anmodning udlevere oplysninger om pensionskassens reelle ejere, herunder om pensionskassens forsøg på at identificere dens reelle ejere, til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet. Pensionskassen skal endvidere efter anmodning udlevere de nævnte oplysninger til andre offentlige myndigheder, når disse myndigheder vurderer, at oplysningerne er nødvendige for deres varetagelse af tilsyns- eller kontrolopgaver.
Stk. 5.
Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler om registrering og offentliggørelse af oplysninger, jf. stk. 2 og 3, i styrelsens it-system, herunder hvilke oplysninger pensionskassen skal registrere i styrelsens it-system.