Firmapensionskasseloven § 63
§ 63
En pensionskasse skal opløses, hvis
- 1) den ikke har nogen bestyrelse eller ansvarshavende aktuar og dette ikke afhjælpes inden for en af Finanstilsynet fastsat frist,
- 2) pensionskassens medlemstal bliver mindre end 50, jf. § 7,
- 3) en så stor del af medlemskredsen forlader pensionskassen i forbindelse med et frasalg af en del af sponsorvirksomheden, at det vil bringe de resterende medlemmers rettigheder ifølge vedtægter og regulativ i fare,
- 4) sponsorvirksomheden nedlægges i sin helhed,
- 5) pensionskassens forpligtelser er fuldt indfriede eller
- 6) pensionskassens tilladelse inddrages.
Stk. 2.
Skal en pensionskasse opløses efter stk. 1, kan Finanstilsynet træffe beslutning om, at pensionstilsagnene skal søges overdraget til et forsikringsselskab eller til en anden pensionskasse, eller at bestanden af pensionstilsagn skal tages under administration i overensstemmelse med §§ 253-258 i lov om finansiel virksomhed, eller at der skal ske udlodning af pensionskassens formue.
Stk. 3.
Finanstilsynet kan i forbindelse med inddragelse af pensionskassens tilladelse forbyde pensionskassen at råde over dens aktiver eller begrænse dens rådighed herover. § 49, stk. 5 og 6, finder tilsvarende anvendelse.