Firmapensionskasseloven § 24 a
§ 24 a
Bestyrelsen for en pensionskasse skal
- 1) fastlægge, hvilke hovedtyper af aktiviteter pensionskassen skal udføre,
- 2) identificere og kvantificere pensionskassens væsentlige risici og fastlægge dens risikoprofil, herunder fastsætte, hvilke og hvor store risici pensionskassen må påtage sig, og
- 3) fastlægge politikker for, hvorledes virksomheden skal styre hver af pensionskassens væsentlige aktiviteter og de risici, der er knyttet hertil, under hensyntagen til samspillet mellem disse.
Stk. 2.
På grundlag af den fastlagte risikoprofil og de fastlagte politikker skal bestyrelsen give direktøren skriftlige retningslinjer, der som minimum skal indeholde
- 1) kontrollerbare rammer for, hvilke og hvor store risici direktøren må påføre pensionskassen,
- 2) principperne for opgørelse af de enkelte risikotyper,
- 3) regler om, hvilke dispositioner der kræver bestyrelsens stillingtagen, og hvilke dispositioner direktøren kan foretage som led i sin stilling, og
- 4) regler for, hvordan og i hvilket omfang direktøren skal rapportere til bestyrelsen om pensionskassens risici, herunder om udnyttelsen af rammerne i retningslinjerne for direktøren og om overholdelsen af de grænser, der er fastsat i lovgivningen vedrørende de risici, som pensionskassen må påtage sig.
Stk. 3.
Bestyrelsen skal løbende tage stilling til, om pensionskassens risikoprofil og politikker samt retningslinjerne for direktøren er forsvarlige i forhold til pensionskassens aktiviteter, organisation og ressourcer, herunder kapital og likviditet, samt de markedsforhold, som pensionskassens aktiviteter drives under.
Stk. 4.
Bestyrelsen skal sikre, at dens medlemmer har tilstrækkelig kollektiv viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne forstå pensionskassens aktiviteter og de hermed forbundne risici.
Stk. 5.
Bestyrelsen skal løbende vurdere, om direktøren varetager sine opgaver i overensstemmelse med den fastlagte risikoprofil, de fastlagte politikker og retningslinjerne for direktøren. Bestyrelsen skal træffe passende foranstaltninger, hvis dette ikke er tilfældet.
Stk. 6.
Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de forpligtelser, der påhviler bestyrelsen for en pensionskasse i medfør af stk. 1-5.