Familieretshusloven § 15
§ 15
Familieretshusets Børneenhed yder støtte og rådgivning til børn, der er berørt af familieretlige problemstillinger. Formålet med Børneenhedens tilbud er at hjælpe barnet og understøtte barnets trivsel. Støtten ydes med udgangspunkt i det enkelte barn og dets behov for støtte, herunder ved de muligheder, der er nævnt i stk. 2.
Stk. 2.
Børneenheden varetager bl.a. følgende opgaver:
- 1) At udpege en børnesagkyndig medarbejder som kontaktperson for et barn, jf. § 17.
- 2) At yde støtte til, at et barn får en bisidder, jf. § 18, stk. 1.
- 3) At tilbyde børnesagkyndig rådgivning til børn efter § 32 i forældreansvarsloven.
- 4) At støtte børn gennem en rådgivningslinje.
- 5) At støtte børn gennem deltagelse i børnegrupper.
Stk. 3.
Børneenhedens tilbud efter stk. 2, nr. 3-5, kan også anvendes af børn, der er påvirket af familieretlige problemstillinger, men som ikke er involveret i en familieretlig sag.
Stk. 4.
Børneenheden behandler sager, hvor et barn retter henvendelse til Familieretshuset efter § 35 i forældreansvarsloven.