Erhvervsuddannelsesloven § 48
§ 48
Det er en betingelse for gennemførelse af en erhvervsuddannelse, at der mellem eleven eller lærlingen og en eller flere virksomheder er indgået en uddannelsesaftale, jf. dog § 5 c, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, kapitel 7 a og § 66 p, stk. 1. Aftalen skal omfatte alle oplærings- og skoleophold og eventuel svendeprøve i uddannelsen eller det kompetencegivende trin i uddannelsen. Der kan én gang mellem samme elev eller lærling og samme virksomhed, indgås en aftale for en kortere del af uddannelsen end et kompetencegivende trin, hvis aftalen omfatter mindst en hel skoleperiode og mindst en del af en oplæringsperiode af en uddannelses hovedforløb, idet det faglige udvalg kan give dispensation til, at der indgås yderligere én aftale af denne karakter. Børne- og undervisningsministeren kan efter indstilling fra Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser fastsætte regler om, at 3. pkt. ikke finder anvendelse for bestemte uddannelser, og om, at uddannelsesaftaler om erhvervsuddannelser for voksne, jf. kapitel 7 d, kan indgås uden oplæringsperioder.
Stk. 2.
Kurser efter § 16 medregnes til uddannelsen, hvis det er bestemt i regler om de pågældende kurser.
Stk. 3.
Er flere virksomheder parter i aftalen, skal det af aftalen fremgå, hvilke skole- og oplæringsophold den enkelte virksomhed er part i.
Stk. 4.
En virksomhed kan ved aftalen forpligte sig til at lade en del af elevens eller lærlingens uddannelse gennemføre i en anden virksomhed.
Stk. 5.
Har eleven eller lærlingen tidligere gennemgået en del af den uddannelse, aftalen angår, kan aftalen kun omfatte de manglende skole- og oplæringsophold, jf. dog §§ 57-59 om afkortning eller forlængelse af uddannelsestiden i særlige tilfælde.
Stk. 6.
Børne- og undervisningsministeren fastsætter efter indstilling fra Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser nærmere regler om de særlige spørgsmål vedrørende elevernes, lærlingenes og virksomhedernes retsstilling, som aftaler efter stk. 3 og 4 giver anledning til.