Elforsyningsloven § 20 b
§ 20 b
Netvirksomheder skal være identitetsmæssigt adskilt fra virksomheder, som er vertikalt integreret med netvirksomheden, jf. dog stk. 2 og 3, og sikre, at der ikke i øvrigt i den vertikalt integrerede netvirksomheds kommunikationsarbejde og identitetsstrategier skabes uklarhed om netvirksomhedens særskilte identitet.
Stk. 2.
Netvirksomheder skal herudover sikre, at andre, der udfører opgaver for netvirksomheden, ved opgavens udførelse anvender en identitet, som adskiller sig fra de identiteter, som i øvrigt anvendes af virksomheder, som er vertikalt integreret med netvirksomheden, jf. dog stk. 3.
Stk. 3.
Kravet om identitetsmæssig adskillelse i stk. 1 og 2 gælder ikke i forhold til virksomheder, der udøver net- eller gasdistributionsvirksomhed, virksomhed med fremføring af opvarmet vand eller damp eller virksomhed, som er omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1.
Stk. 4.
Forsyningstilsynet fører tilsyn med overholdelsen af kravene i stk. 1-3.
Stk. 5.
Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, hvilke andre aktiviteter der kan udøves i virksomheder, som ikke er identitetsmæssigt adskilt fra netvirksomheden efter stk. 3.