Elafgiftsloven § 9 b
§ 9 b
Netvirksomheden, der har måleansvaret på en direkte linje, jf. § 7 a, stk. 2, skal udelukkende på grundlag af en aftale mellem en elproducent omfattet af § 4, stk. 2, der har etableret direkte linjer, og køberen af elektricitet eller oplysninger indgivet til netvirksomheden af køberen af elektricitet indmelde i datahubben, hvis særlige afgiftsforhold eller ændringer i særlige afgiftsforhold, jf. § 9, stk. 1, gør sig gældende for aftagenummeret omfattet af aftalen.
Stk. 2.
Oplysninger, som netvirksomheden indmelder i datahubben, jf. stk. 1, skal netvirksomheden kunne verificere på grundlag af aftalen mellem en elproducent omfattet af § 4, stk. 2, der har etableret direkte linjer, og køberen af elektricitet eller oplysninger indgivet til netvirksomheden af køberen af elektricitet. Netvirksomheden skal på forlangende over for told- og skatteforvaltningen fremvise dokumentation for den foretagne verifikation.
Stk. 3.
Gør særlige afgiftsforhold eller ændringer i særlige afgiftsforhold, jf. § 9, stk. 1, ifølge oplysninger i datahubben sig gældende ved salg af elektricitet fra en elproducent omfattet af § 4, stk. 2, der har etableret en direkte linje, til et aftagenummer, skal Energinet verificere dette pr. aftagenummer ved brug af uafhængige kilder. Energinet skal på forlangende over for told- og skatteforvaltningen kunne fremvise dokumentation for verifikationen.
Stk. 4.
Konstaterer Energinet i forbindelse med verifikationen efter stk. 3, at et særligt afgiftsforhold, jf. § 9, stk. 1, ikke kan verificeres for et aftagenummer, skal Energinet straks meddele dette med angivelse af aftagenummeret med stamoplysninger m.v. til den elproducent, som aftagenummeret vedrører.
Stk. 5.
Får en elproducent meddelelse om, at et særligt afgiftsforhold ikke kan verificeres for et aftagenummer, jf. stk. 4, skal elproducenten ved brug af uafhængige kilder undersøge, hvorvidt det særlige afgiftsforhold for aftagenummeret i datahubben er berettiget. Såfremt en undersøgelse efter 1. pkt. viser, at det særlige afgiftsforhold ikke er berettiget, skal elproducenten senest 15 hverdage efter modtagelsen af meddelelse efter stk. 4 meddele Energinet, at Energinet skal sikre, at det særlige afgiftsforhold ikke gør sig gældende for aftagenummeret i datahubben fra et angivet tidspunkt, hvilket Energinet skal efterkomme. Konstaterer elproducenten, at en meddelelse efter 2. pkt. ikke var eller ikke længere er berettiget, skal elproducenten straks meddele Energinet, at meddelelsen efter 2. pkt. ikke skal gælde fra et angivet tidspunkt, hvilket Energinet skal efterkomme.
Stk. 6.
Energinet anvender oplysninger i egne registre om særlige afgiftsforhold, jf. § 9, stk. 1, til verifikation efter stk. 3. Energinet stiller disse oplysninger til rådighed for elproducentens undersøgelser efter stk. 5. Klima-, energi- og forsyningsministeren stiller egne oplysninger om de særlige afgiftsforhold, som er omfattet af 1. pkt., til rådighed for Energinet til verifikation efter stk. 3 og til, at Energinet stiller disse oplysninger til rådighed for elproducentens undersøgelser efter stk. 5.
Stk. 7.
Elproducenterne stiller egne oplysninger om særlige afgiftsforhold, jf. § 9, stk. 1, til rådighed for Energinet til verifikation efter stk. 3. Elproducenten anvender disse oplysninger ved sine undersøgelser efter stk. 5.
Stk. 8.
Told- og skatteforvaltningen stiller egne oplysninger om elproducenter til rådighed for Energinet til verifikation efter stk. 3. Told- og skatteforvaltningen stiller endvidere disse oplysninger til rådighed for elproducentens undersøgelser efter stk. 5.
Stk. 9.
Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for indmelding til datahubben efter stk. 2 og regler for dokumentation efter stk. 3.