Dødsboskatteloven § 77
§ 77
Hvis afdøde var ugift, separeret eller efterlader sig en ægtefælle, der ikke var samlevende med afdøde enten ved udløbet af det seneste indkomstår forud for dødsfaldet eller ved dødsfaldet, foretages der ingen skatteansættelse vedrørende det seneste afsluttede indkomstår forud for dødsfaldet eller vedrørende mellemperioden. Overskydende skat for indkomståret forud for dødsfaldet, der ikke er forfalden til udbetaling ved dødsfaldet, udbetales ikke.
Stk. 2.
Afdødes krav på beløb efter § 1 i lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter vedrørende det seneste indkomstår forud for dødsfaldet og vedrørende mellemperioden anses for endeligt afgjort med nedsættelsen af den foreløbige skat, jf. kildeskattelovens § 42, med et sådant beløb, der er erlagt henholdsvis i det seneste indkomstår forud for dødsfaldet og i mellemperioden.
Stk. 3.
Betalingen af afdødes arbejdsmarkedsbidrag vedrørende det seneste indkomstår forud for dødsfaldet og vedrørende mellemperioden anses for endeligt afgjort med betalingen af de foreløbige arbejdsmarkedsbidragsbeløb, der er forfaldet før dødsfaldet efter kildeskattelovens § 50, eller som efter kildeskattelovens § 49 B eller § 49 D skulle indeholdes af indkomster, som afdøde havde optjent før dødsfaldet.