Chokoladeafgiftsloven § 10 a
§ 10 a
I andre tilfælde svares afgiften i forbindelse med varemodtagelsen her i landet, medmindre varerne modtages efter reglerne i § 5 eller er omfattet af § 11. Erhvervsdrivende varemodtagere skal, inden varerne afsendes fra udlandet, lade sig registrere som registreret varemodtager hos told- og skatteforvaltningen.
Stk. 2.
Told- og skatteforvaltningen kan pålægge en registreret varemodtager at stille sikkerhed, hvis varemodtageren inden for de seneste 3 år er straffet efter § 26. Sikkerheden skal stilles for et beløb svarende til det forventede skyldige afgiftsbeløb for de kommende 12 måneder, dog mindst 20.000 kr. Sikkerheden frigives, såfremt varemodtageren inden for en 2-års-periode ikke er straffet efter § 26. Sikkerheden skal være told- og skatteforvaltningen i hænde, før forsendelsen af ubeskattede leverancer påbegyndes. Told- og skatteforvaltningen fastsætter regler for sikkerhedsstillelsen.
Stk. 3.
De registrerede varemodtagere, der er nævnt i stk. 1, skal efter udløbet af hver afgiftsperiode angive mængden af de varer, virksomheden har modtaget i perioden, og indbetale afgiften heraf til told- og skatteforvaltningen. Angivelsen og betalingen sker efter §§ 2-8 i opkrævningsloven. Afgiftsperioden er måneden.
Stk. 4.
For andre varemodtagere sker angivelsen og betalingen efter § 9, stk. 1, 3 og 4, i opkrævningsloven.
Stk. 5.
En virksomhed, institution eller person, der ikke er registreret som varemodtager, og der som led i udøvelsen af sit erhverv modtager afgiftspligtige varer efter lovens kapitel 1 eller 3 fra andre EU-lande eller tredjelande, skal inden vareafsendelsen fra et andet EU-land eller tredjeland
- 1) registreres som midlertidigt registreret varemodtager hos told- og skatteforvaltningen,
- 2) anmelde varetransporten til told- og skatteforvaltningen og
- 3) indbetale afgiften af varer, der er afgiftspligtige her i landet.
Stk. 6.
Told- og skatteforvaltningen kan fratage en virksomhed registreringen som varemodtager, hvis virksomheden gentagne gange ikke angiver og betaler afgiften rettidigt, eller hvis virksomheden ikke overholder regnskabsbestemmelserne i §§ 12 og 13. Generhvervelse af registreringen kan ske efter 1 år.