Boligstøtteloven § 47
§ 47
Afviger den faktiske månedlige husstandsindkomst fra den husstandsindkomst, der er lagt til grund for boligstøtteberegningen, skal for meget udbetalt boligstøtte tilbagebetales. For lidt udbetalt boligstøtte efterbetales, medmindre efterbetalingen skyldes ændring af husstandssammensætningen. Ændringer i husstandsindkomsten, der på grund af beløbets størrelse ikke har medført genberegning og justering efter § 8 d eller omberegning efter §§ 44 og 46, indgår i efterreguleringen. Tilbagebetaling og efterbetaling efter 1. og 2. pkt. skal ske, uanset om boligstøttemodtageren har givet oplysning om ændringerne i husstandsindkomsten i løbet af året.
Stk. 2.
Ændringer i husstandens formue medfører ikke ændringer i formuetillægget efter § 8, stk.6, jf. § 8 a, eller tilbagebetaling eller efterbetaling efter stk. 1.
Stk. 3.
Har ansøgeren om andre forhold end nævnt i stk. 1 undladt at give meddelelse som omhandlet i §§ 43, stk. 3, og 46, stk. 1, eller har ansøgeren mod bedre vidende uberettiget oppebåret boligstøtte, skal det beløb, der er oppebåret med urette, tilbagebetales.
Stk. 4.
Udbetaling Danmark kan ikke kræve tilbagebetaling efter stk. 1 eller 3, hvis tilbagebetalingskravet for et kalenderår samlet udgør mindre end 250 kr. Udbetaling Danmark kan ikke efterbetale beløb efter stk. 1, hvis den samlede efterbetaling for et kalenderår udgør mindre end 250 kr.
Stk. 5.
Udbetaling Danmark skal skriftligt gøre ansøgeren bekendt med disse regler og med, at tilsidesættelse heraf kan medføre strafansvar.