Lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed § 68

  1. § 68
    Autorisation som kontaktlinseoptiker meddeles den, der har opnået autorisation som optiker, og som herudover har bestået en af børne- og undervisningsministeren godkendt uddannelse i kontaktlinsetilpasning eller gennemført et udenlandsk uddannelsesforløb, der kan sidestilles hermed, jf. §§ 2 og 3. Ansøgning om autorisation som kontaktlinseoptiker skal indgives til Styrelsen for Patientsikkerhed inden den 1. januar 2016. Styrelsen for Patientsikkerhed kan efter ansøgning meddele dispensation fra fristen til den, der har autorisation som optiker, og som har bestået uddannelsen i kontaktlinsetilpasning inden den 1. januar 2016. Det er et krav for meddelelse af dispensation, at vedkommende har opretholdt en tilknytning til branchen efter den 1. januar 2016.
  2. Stk. 2.
    Autorisation som optometrist meddeles den, der har bestået dansk optometristeksamen eller en udenlandsk eksamen, der kan sidestilles hermed, jf. §§ 2 og 3.
  3. Stk. 3.
    Ret til at betegne sig som kontaktlinseoptiker og optometrist har kun den, der har autorisation som kontaktlinseoptiker eller optometrist.
  4. Stk. 4.
    Ret til at udøve virksomhed som kontaktlinseoptiker og optometrist har kun den, der har autorisation som kontaktlinseoptiker eller optometrist, jf. dog stk. 7.
  5. Stk. 5.
    Virksomhed som kontaktlinseoptiker og optometrist omfatter ud over virksomhed som optiker, jf. § 67, stk. 4, tillige tilpasning, kontrol og udlevering af kontaktlinser.
  6. Stk. 6.
    Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om udøvelse af virksomhed som kontaktlinseoptiker og optometrist, jf. stk. 5, og om afgrænsning heraf.
  7. Stk. 7.
    Lægers virksomhed berøres ikke af bestemmelserne i stk. 4-6.