ATP-loven § 30
§ 30
Enhver, der beskæftiger en eller flere lønmodtagere, der er omfattet af denne lov, skal foretage indberetning herom efter de nærmere regler, som beskæftigelsesministeren måtte fastsætte efter indstilling af bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Stk. 2.
Beskæftigelsesministeren kan efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension fastsætte nærmere regler om efterfølgende reguleringer i indberetninger, herunder frister herfor, og om opkrævning og udbetaling af krav i tilknytning hertil.
Stk. 3.
Offentlige myndigheder, forsikringsselskaber, der tegner arbejdsskadeforsikringer, arbejdsløshedskasser samt arbejdsgivere, lønmodtagere og faglige organisationer skal på begæring overlade Arbejdsmarkedets Tillægspension og ankenævnet enhver oplysning, som er af betydning for afgørelsen af pensionsspørgsmål i henhold til denne lov.
Stk. 4.
Arbejdsmarkedets Tillægspension kan til brug for administrationen af denne lov få terminaladgang til oplysninger i indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister § 7.
Stk. 5.
Stk. 4 omfatter alle de oplysninger, der er nødvendige til brug for beregning, opkrævning og godskrivning af ATP-bidrag, til udbetaling af pension og dødsfaldsydelser samt opgaver i kontroløjemed m.v. Der kan herunder ske samkøring og sammenstilling af oplysninger for at kontrollere, at indbetaling af bidrag og udbetaling af ydelser sker i henhold til loven og regler, der er udstedt i medfør af loven.