Arbejdsskadesikringsloven § 76 b
§ 76 b
Reaktioner givet i henhold til denne lovs § 71, stk. 2, jf. lov om finansiel virksomhed § 345, stk. 7, nr. 4, eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse skal offentliggøres, og det skal af offentliggørelsen fremgå, at reaktionen vedrører Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. dog stk. 3. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal offentliggøre oplysningerne på sin hjemmeside på et sted, hvor de naturligt hører hjemme, hurtigst muligt, og senest 3 hverdage efter at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har modtaget underretning om reaktionen. Samtidig med offentliggørelsen skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring indsætte et link, som giver direkte adgang til reaktionen, på forsiden af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings hjemmeside på en synlig måde, og det skal af linket og en eventuel tilknyttet tekst tydeligt fremgå, at der er tale om en reaktion fra Finanstilsynet. Hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kommenterer reaktionen, skal dette ske i forlængelse af denne, og kommentarerne skal være klart adskilt fra reaktionen. Fjernelse af linket på forsiden og informationerne fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings hjemmeside skal finde sted efter samme principper, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring anvender for øvrige meddelelser, dog tidligst når linket og informationerne har ligget på hjemmesiden i 3 måneder, og tidligst efter offentliggørelsen af førstkommende årsrapport. Finanstilsynet skal offentliggøre oplysningerne på tilsynets hjemmeside. Reaktioner givet i henhold til § 71, stk. 2, jf. § 345, stk. 7, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed, og Finanstilsynets beslutninger om at overgive sager til politimæssig efterforskning skal offentliggøres på Finanstilsynets hjemmeside med angivelse af, at den vedrører Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, jf. dog stk. 3.
Stk. 2.
Hvis en sag er overgivet til politimæssig efterforskning og der er faldet helt eller delvis fældende dom eller vedtaget bøde, skal der ske offentliggørelse af dommen, bødevedtagelsen eller et resumé heraf, jf. dog stk. 3. Hvis dommen ikke er endelig, eller hvis den er anket eller påklaget, skal dette fremgå af offentliggørelsen. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings offentliggørelse skal ske på deres hjemmeside på et sted, hvor det naturligt hører hjemme, hurtigst muligt, og senest 10 hverdage efter der er faldet dom eller vedtaget bøde. Samtidig med offentliggørelsen skal Arbejdsmarkedets Erhvervssikring indsætte et link, som giver direkte adgang til dommen, bødevedtagelsen eller resumeet, på forsiden af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings hjemmeside på en synlig måde, og det skal af linket og en eventuel tilknyttet tekst tydeligt fremgå, at der er tale om en dom eller bødevedtagelse. Hvis Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kommenterer dommen, bødevedtagelsen eller resumeet, skal dette ske i forlængelse heraf, og kommentarerne skal være klart adskilt fra dommen, bødevedtagelsen eller resumeet. Fjernelse af informationerne fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings hjemmeside skal finde sted efter samme principper, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring anvender for øvrige meddelelser, dog tidligst når linket og informationerne har ligget på hjemmesiden i 3 måneder, og tidligst efter offentliggørelsen af førstkommende årsrapport. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal give meddelelse til Finanstilsynet om offentliggørelsen, herunder fremsende en kopi af dommen eller bødevedtagelsen. Finanstilsynet skal herefter offentliggøre dommen, bødevedtagelsen eller et resumé heraf på sin hjemmeside.
Stk. 3.
Offentliggørelse efter stk. 1 og 2 kan dog ikke ske, hvis det vil medføre uforholdsmæssig stor skade for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring eller efterforskningsmæssige henholdsvis samfundsmæssige hensyn i øvrigt taler imod offentliggørelse. Der kan desuden ikke ske offentliggørelse af sager omfattet af § 63 a, stk. 8, 1. pkt. Offentliggørelsen må ikke indeholde oplysninger omfattet af § 30 i lov om offentlighed i forvaltningen.
Stk. 4.
Hvis offentliggørelse er undladt i henhold til stk. 3, 1. pkt., skal der ske offentliggørelse efter stk. 1 eller stk. 2, når de hensyn, der nødvendiggjorde undladelsen, ikke længere er gældende. Dette gælder dog kun i op til 2 år efter datoen for reaktionen.
Stk. 5.
Samtidig med offentliggørelsen i medfør af stk. 1 eller 2 afgiver Finanstilsynet indberetning herom til beskæftigelsesministeren.
Stk. 6.
Overtrædelse af stk. 1, 1.-5. pkt., og stk. 2, 1.-7. pkt., straffes med bøde.
Stk. 7.
I sager, hvor Finanstilsynet har offentliggjort en beslutning om at overgive en sag til politimæssig efterforskning efter stk. 1, 7. pkt., og der træffes afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald eller afsiges frifindende dom, skal Finanstilsynet efter anmodning fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring offentliggøre oplysninger herom. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skal indsende en kopi af afgørelsen om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald eller en kopi af dommen til Finanstilsynet samtidig med anmodning om offentliggørelse. Er påtaleopgivelsen, tiltalefrafaldet eller dommen ikke endelig, skal det fremgå af offentliggørelsen. Modtager Finanstilsynet dokumentation for, at sagen er afsluttet ved endelig påtaleopgivelse eller endeligt tiltalefrafald eller afsigelse af endelig frifindende dom, skal Finanstilsynet fjerne alle oplysninger om beslutningen om at overgive sagen til politimæssig efterforskning og eventuelle efterfølgende domme i sagen fra Finanstilsynets hjemmeside.