Almenlejeloven § 60
§ 60
For udlejerens leverance af el til lejerens forbrug i lejemålet til andet end opvarmning finder reglerne i §§ 52-59 tilsvarende anvendelse.
Stk. 2.
Beslutninger efter § 54, stk. 2 og 4, er bindende for alle lejere uanset modstående tidligere aftaler.
Stk. 3.
Udlejeren kan uanset stk. 1 samt § 52, stk. 2, 2. pkt., forlange, at lejeren fremtidig betaler elektricitetsudgifter på grundlag af afregningsmålere direkte til elselskabet. Ændringen kan gennemføres med 6 ugers varsel. For leverancer af elektricitet til opvarmning kan ændringen gennemføres med 6 ugers varsel til et forbrugsregnskabsårs begyndelse. Ændringer af betalingsbetingelserne gælder uanset modstående tidligere aftale.
Stk. 4.
Uanset reglerne i dette kapitel kan udlejeren forlange, at lejeren fremtidig betaler udgifter til forsyning med varme, køling og vand på grundlag af afregningsmålere direkte til leverandøren. Ændringen kan gennemføres med 6 ugers varsel til et forbrugsregnskabsårs begyndelse. Vedrører ændringen afregning for vand eller køling, som ikke opkræves over forbrugsregnskabet, kan ændringen gennemføres med 6 ugers varsel. Ændringer af betalingsbetingelserne for varme, køling og vand gælder uanset tidligere modstående aftale.