Aktivloven § 13 a
§ 13 a
For en person, der har ansøgt om eller modtager hjælp efter § 11, og som er åbenlyst uddannelsesparat eller er jobparat er det en betingelse, at den pågældende udnytter sine arbejdsmuligheder ved at søge arbejde på den måde, der er sædvanlig inden for det pågældende område. Personen skal endvidere efter krav fra jobcenteret søge konkrete job. En person, der modtager overgangsydelse og ikke er omfattet af et introduktionsprogram efter integrationsloven, eller som modtager uddannelseshjælp efter § 11 som åbenlyst uddannelsesparat, skal udnytte sine arbejdsmuligheder, indtil den pågældende skal påbegynde ordinær uddannelse.
Stk. 2.
En person, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse eller kontanthjælp som jobparat, skal hurtigst muligt og senest 3 uger efter tilmelding som jobsøgende i jobcenteret registrere cv-oplysninger på Jobnet om kompetencer, erfaringer og øvrige relevante forhold af betydning for jobcenterets bistand med at finde arbejde efter de regler, der gælder herom i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og regler fastsat i medfør heraf eller i integrationslovens § 26 b, stk. 4, medmindre personen efter integrationslovens § 26 b, stk. 11, er undtaget fra at registrere cv-oplysninger på Jobnet. En person, der modtager overgangsydelse, og ikke er omfattet af et introduktionsprogram efter integrationsloven, eller som modtager uddannelseshjælp som åbenlyst uddannelsesparat, skal hurtigst muligt og senest 3 uger efter første henvendelse til kommunen om hjælp registrere cv-oplysninger på Jobnet om kompetencer, erfaringer og øvrige relevante forhold. Personen skal herefter vedligeholde sit cv efter de regler, der er fastsat herom i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og regler fastsat i medfør heraf eller i integrationslovens § 26 b, stk. 7, medmindre personen efter integrationslovens § 26 b, stk. 11, er undtaget fra at registrere cv-oplysninger på Jobnet.
Stk. 3.
En person, som er åbenlyst uddannelsesparat eller er jobparat, og som modtager hjælp efter § 11, skal være aktivt jobsøgende. Personen skal ved første jobsamtale indgå en aftale med kommunen om krav til jobsøgningsaktiviteter, og kommunen skal fastsætte en frist for at lægge jobsøgningsaktiviteterne i en joblog på Jobnet. Kommunen skal efter udløb af en aftale om jobsøgningsaktiviteter indgå en ny aftale om jobsøgningsaktiviteter med personen. Personen skal overholde de aftaler, der fremgår af Jobnet, og som er indgået med kommunen om, hvordan og inden for hvilke områder den pågældende skal søge job. Personen skal endvidere løbende registrere alle jobsøgningsaktiviteter i en joblog på Jobnet. 1.-5. pkt. gælder tilsvarende for en jobparat selvforsørgelses- og hjemrejseydelsesmodtager og en jobparat overgangsydelsesmodtager, som er omfattet af selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet eller introduktionsprogrammet i integrationsloven, jf. integrationslovens § 26 a, stk. 1. En jobparat selvforsørgelses- og hjemrejseydelsesmodtager og en jobparat overgangsydelsesmodtager, som er blevet undtaget fra kravet om løbende at registrere sine jobsøgningsaktiviteter i en joblog på Jobnet, jf. integrationslovens § 26 a, stk. 4, skal dokumentere sin aktive jobsøgning som aftalt med jobcenteret, jf. integrationslovens § 26, stk. 3.
Stk. 4.
En person, som er åbenlyst uddannelsesparat eller er jobparat, og som modtager hjælp efter § 11, skal i perioden fra og med den 1. april 2022 til og med den 31. december 2023 i hver hele kalendermåned registrere jobsøgning i en joblog på Jobnet. Hvis kommunen konstaterer, at personen ikke har registreret jobsøgning i en joblog på Jobnet i en hel kalendermåned, skal kommunen indkalde personen til en jobsamtale hurtigst muligt efter kalendermånedens udløb.
Stk. 5.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om jobsøgningsaktiviteter, jf. stk. 3, herunder indgåelsen af aftaler om jobsøgningsaktiviteter m.v. Beskæftigelsesministeren kan for perioden fra og med den 1. april 2022 til og med den 31. december 2023 endvidere fastsætte nærmere regler om dokumentation for jobsøgning m.v., jf. stk. 4.