Aktieavancebeskatningsloven §§ 19a-19c

  1. § 19 A
    Gevinst og tab på aktier og investeringsbeviser m.v. udstedt af et investeringsselskab, jf. § 19, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
  2. Stk. 2.
    I tilfælde omfattet af stk. 1 finder §§ 8, 9 og 17 ikke anvendelse. Stk. 1 finder ikke anvendelse i de tilfælde, der er nævnt i § 10, § 16, stk. 1, og § 18.
  1. § 19 B
    Gevinst og tab på aktier og investeringsbeviser m.v. udstedt af et investeringsselskab, jf. § 19, der er aktiebaseret, jf. stk. 2-6, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
  2. Stk. 2.
    Ved et aktiebaseret investeringsselskab forstås et investeringsselskab, der over for told- og skatteforvaltningen har meddelt, at investeringsselskabet er aktiebaseret. Det er endvidere en betingelse, at 50 pct. eller mere af selskabets aktivmasse i løbet af hvert kalenderår gennemsnitligt er placeret i værdipapirer m.v. omfattet af denne lov bortset fra aktier m.v. omfattet af § 19 C og investeringsbeviser omfattet af § 22, og at den resterende del af aktivmassen udelukkende er placeret i værdipapirer m.v. Værdien af aktier eller investeringsbeviser i et andet aktiebaseret investeringsselskab, hvori investeringsselskabet ejer mindst 25 pct. af kapitalen, og værdien af investeringsbeviser i et aktiebaseret investeringsinstitut med minimumsbeskatning, jf. § 21, hvori investeringsselskabet ejer mindst 25 pct. af kapitalen, medregnes ikke. I stedet medregnes den del af dette investeringsselskabs eller investeringsinstituts aktiver, som svarer til ejerforholdet.
  3. Stk. 3.
    Ved opgørelse af, om anbringelserne overholder betingelsen i stk. 2, medregnes aktiver som nævnt i kursgevinstlovens §§ 29-33 med værdien af det underliggende aktiv.
  4. Stk. 4.
    Meddelelse efter stk. 2, 1. pkt., om status som aktiebaseret investeringsselskab skal indsendes til told- og skatteforvaltningen senest den 1. november i kalenderåret før det kalenderår, som meddelelsen skal have virkning fra.
  5. Stk. 5.
    Investeringsselskabet anses for obligationsbaseret, jf. § 19 C, hvis betingelsen i stk. 2, 1. pkt., ikke er opfyldt. Hvis betingelsen i stk. 2, 1. pkt., er opfyldt, men investeringsselskabets anbringelser ikke overholder betingelsen i stk. 2, 2. pkt., anses selskabet for at have skiftet skattemæssig status til et obligationsbaseret investeringsselskab, jf. § 33 og selskabsskattelovens § 5 F, og reglerne i § 19 C finder anvendelse.
  6. Stk. 6.
    Investeringsselskabet skal indsende oplysninger til told- og skatteforvaltningen til vurdering af, om anbringelsesgrænsen i stk. 2 er overholdt. Oplysningerne skal indsendes senest den 1. juli året efter. Indsendes oplysninger ikke rettidigt, anses investeringsselskabet for at have skiftet skattemæssig status til et obligationsbaseret investeringsselskab, jf. § 33 og selskabsskattelovens § 5 F, og reglerne i § 19 C finder anvendelse. Hvis anbringelsesgrænsen ikke er overholdt, skal investeringsselskabet offentliggøre dette.
  7. Stk. 7.
    I tilfælde omfattet af stk. 1 finder §§ 12-14, og 17 ikke anvendelse. Stk. 1 finder ikke anvendelse i de tilfælde, der er nævnt i § 16, stk. 1, og §§ 18, 21 og 22.
  8. Stk. 8.
    Told- og skatteforvaltningen kan fastsætte regler om den meddelelse, der skal indsendes efter stk. 4, og de oplysninger, der skal indsendes efter stk. 6.
  1. § 19 C
    Gevinst og tab på aktier og investeringsbeviser m.v. udstedt af et investeringsselskab, jf. § 19, der er obligationsbaseret, jf. stk. 2, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
  2. Stk. 2.
    Et investeringsselskab er obligationsbaseret, medmindre investeringsselskabet opfylder betingelserne i § 19 B, stk. 2.
  3. Stk. 3.
    I tilfælde omfattet af stk. 1 finder §§ 12-14, og 17 ikke anvendelse. Stk. 1 finder ikke anvendelse i de tilfælde, der er nævnt i § 16, stk. 1, og §§ 18, 21 og 22.