Voldgiftsloven § 39

1. § 39

   Anerkendelse eller fuldbyrdelse af en voldgiftskendelse, der er afsagt her i landet eller i udlandet, kan kun nægtes, såfremt
   1. 1) den part, mod hvem voldgiftskendelsen påberåbes, anmoder om det og godtgør,
   2. 2) retten finder,
   3. b) at den part, mod hvem voldgiftskendelsen påberåbes, ikke fik behørig meddelelse om udpegningen af en voldgiftsdommer eller om voldgiftssagens behandling eller af andre grunde var ude af stand til at fremføre sin sag,
   4. c) at voldgiftskendelsen behandler en tvist, der ikke er omfattet af voldgiftsaftalen, eller afgør spørgsmål, som falder uden for voldgiftsaftalen,
   5. d) at voldgiftsrettens sammensætning eller voldgiftssagens behandling ikke var i overensstemmelse med parternes aftale eller med loven i det land, hvor voldgiften fandt sted, eller
   6. e) at voldgiftskendelsen endnu ikke er blevet bindende for parterne eller er blevet tilsidesat eller suspenderet af en domstol i det land, hvor den er afsagt, eller efter hvis ret den er afsagt, eller
   7. a) at tvisten efter dansk ret efter sin art ikke kan afgøres ved voldgift, eller
   8. b) at anerkendelsen eller fuldbyrdelsen vil være åbenbart uforenelig med landets retsorden.

2. Stk. 2.

   Såfremt en nægtelsesgrund kun angår en del af voldgiftskendelsen, kan kun denne del nægtes anerkendt eller fuldbyrdet.

3. Stk. 3.

   Er der indgivet anmodning om tilsidesættelse eller suspension af en voldgiftskendelse, jf. stk. 1, nr. 1, litra e, kan den domstol, der behandler anmodningen om anerkendelse eller fuldbyrdelse, udsætte sagen og efter anmodning fra den, der anmoder om anerkendelse eller fuldbyrdelse, pålægge den anden part at stille passende sikkerhed.