Virksomhedsskatteloven § 8
§ 8
Virksomhedens afkastgrundlag opgøres ved indkomstårets begyndelse som virksomhedens aktiver med fradrag af gæld, beløb, der er afsat efter §§ 4 og 10, stk. 1, indestående på mellemregningskonto efter § 4 a, beløb, der i tidligere indkomstår er omfattet af § 4 b, stk. 1, og beløb, der overføres fra virksomhedsordningen til privatøkonomien med virkning fra indkomstårets begyndelse. Ved etablering af ny virksomhed opgøres afkastgrundlaget dog på tidspunktet for virksomhedens start.
Stk. 2.
Fast ejendom medregnes til den kontante anskaffelsessum. Er ejendommen anskaffet før 1. januar 1987, kan den skattepligtige i stedet vælge at anvende værdien ved 18. alm. vurdering med tillæg af eventuel ikke medregnet anskaffelsessum for ombygning, forbedringer m.v. For så vidt angår øvrige aktiver finder bestemmelserne i § 3, stk. 4, 2.-8. pkt., tilsvarende anvendelse. Ved opgørelsen fragår virksomhedens gæld til kursværdien, jf. dog stk. 3.
Stk. 3.
Ved opgørelsen, jf. stk. 1, fragår forskellen mellem værdien af fast ejendom, der stilles til rådighed som bolig for den skattepligtiges eller dennes ægtefælles forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller, og en andel af gælden til kursværdien i virksomhedsordningen. Den nævnte gældsandel opgøres på grundlag af den kontante anskaffelsessum for ejendommen med tillæg af anskaffelsessum for ombygning, forbedringer m.v., som er foretaget efter anskaffelsen af ejendommen, i forhold til de samlede aktiver i virksomhedsordningen. Værdien af øvrige aktiver opgøres efter bestemmelserne i § 3, stk. 4, 2.-8. pkt., mens fast ejendom, der ikke er omfattet af 1. pkt., medregnes til den kontante anskaffelsessum. Har den skattepligtige valgt at anvende 18. alm. vurdering med tillæg af eventuel ikke medregnet anskaffelsessum for ombygning, forbedringer m.v., jf. stk. 2, 2. pkt., skal den faste ejendom medregnes til denne værdi.