Værgemålsloven §§ 33-45
§ 33
Er en gift person under værgemål efter lovens § 5 eller tillige efter § 6, bestyrer værgen i forening med den anden ægtefælle den del af delingsformuen, der er omfattet af værgemålet.
Stk. 2.
Værgen handler alene, hvis den anden ægtefælle er under værgemål, hvis ægtefællerne er separerede, eller hvis det på grund af særlige forhold bestemmes i værgebeskikkelsen.
Stk. 3.
Ved de i stk. 1 nævnte værgemål gælder i dette kapitel alene reglerne i § 24, § 25, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, § 26, § 27, § 31 og § 32, stk. 1, 1. pkt. Værgens vederlag m.v. betales af den, der er under værgemål.
§ 34
Formuen kan bevares i den form, den havde, da værgemål blev iværksat.
Stk. 2.
Arv, der tilfalder en person under værgemål, kan bevares i den form, hvori den udlægges på skiftet.
§ 35
Kontante midler, aktier, obligationer, pantebreve og andre værdipapirer omfattet af et værgemål skal bestyres i en forvaltningsafdeling knyttet til et pengeinstitut, som justitsministeren har godkendt hertil, jf. dog stk. 2, § 37 og § 38.
Stk. 2.
Værgen forvalter
- 1) faste ejendomme, løsøre, fordringer på naturalydelser og andre aktiver, der ikke bestyres i en forvaltningsafdeling efter stk.1, og
- 2) beløb under en størrelse, som justitsministeren fastsætter, jf. dog stk. 4.
Stk. 3.
Værgen skal sørge for, at midler omfattet af stk. 1 indleveres til en forvaltningsafdeling, og kan ikke kvittere for modtagelsen heraf.
Stk. 4.
Stk. 2, nr. 2, finder ikke anvendelse på godtgørelse for tort tilkendt en person under værgemål.
§ 36
Kontante midler omfattet af et værgemål skal indsættes i en forvaltningsafdeling, jf. § 35, stk. 1, eller i et pengeinstitut, jf. § 35, stk. 2, nr. 2, eller anbringes i aktiver, som giver betryggende sikkerhed.
§ 37
Ved gaver til personer under værgemål finder reglerne i §§ 28-30, § 35, stk. 1, § 36 og § 39 kun anvendelse, hvis giveren har bestemt det.
§ 38
Ved testamente kan arvelader bestemme, at reglerne i §§ 28-30, § 35, stk. 1, § 36 og § 39 ikke skal finde anvendelse på friarv.
§ 39
Værgen skal have Familieretshusets godkendelse til forbrug af formue, der er omfattet af et værgemål. Dette gælder uanset, hvorledes aktiverne forvaltes.
§ 40
Justitsministeren kan fastsætte regler om
- 1) værgens pligt til ved værgemålets begyndelse at udarbejde en fortegnelse over aktiver og passiver og om registrering, notering og tinglysning af værgemål,
- 2) forvaltning efter § 35 og om tilsynet med forvaltningsafdelingerne, herunder om deres pligt til at give oplysninger om deres administration,
- 3) i hvilke aktiver midler omfattet af et værgemål kan anbringes, jf. § 36, og om undtagelse af mindre beløb fra anbringelsesreglerne,
- 4) offentlige myndigheders, forsikringsselskabers, pensionskassers og pengeinstitutters pligt til at indbetale midler omfattet af § 35, stk. 1, til en forvaltningsafdeling og til at indberette til tilsynsmyndigheden om løbende ydelser til personer under værgemål og
- 5) adgangen til i konkrete tilfælde at fravige forvaltnings- og anbringelsesreglerne.
§ 41
Reglerne i dette kapitel gælder ikke for værgemål, hvor værgen i forening med en ægtefælle bestyrer den del af delingsformuen, der er omfattet af værgemålet, jf. § 33, stk. 1.
§ 42
Umyndige råder selv over,
- 1) hvad de har erhvervet ved eget arbejde, efter at de er fyldt 15 år, eller efter at de er frataget den retlige handleevne,
- 2) hvad de har fået til fri rådighed som gave eller som friarv ved testamente, og
- 3) hvad værgen har overladt dem efter § 25, stk. 3.
Stk. 2.
Rådigheden omfatter også indtægter af det erhvervede, og hvad der træder i stedet herfor. Den medfører ikke adgang til at påtage sig gældsforpligtelser.
Stk. 3.
Værgen kan med Familieretshusets godkendelse fratage den umyndige rådigheden, hvis det er nødvendigt af hensyn til dennes velfærd.
§ 43
Værgen for en umyndig, der er fyldt 15 år, kan med Familieretshusets godkendelse tillade, at denne på egen hånd udøver næring eller anden virksomhed.
Stk. 2.
En umyndig, der har tilladelse til at udøve næring eller virksomhed, kan på egen hånd indgå de retshandler, som falder inden for virksomhedens område.
Stk. 3.
Værgen kan med Familieretshusets godkendelse tilbagekalde tilladelsen. Tilbagekaldelsen får kun virkning for tredjemand, hvis denne kendte eller burde kende den.
§ 44
Har en umyndig indgået en aftale på egen hånd uden at være berettiget dertil, kan den anden part træde tilbage fra aftalen, medmindre den forinden er godkendt eller bindende opfyldt. Tilbagetrædelse kan meddeles til den umyndige.
Stk. 2.
Vidste den anden part, at aftalen blev indgået med en umyndig, og havde den anden part ikke grund til at tro, at denne havde hjemmel til at indgå aftalen, kan parten dog først træde tilbage efter udløbet af den frist, som ved aftalens indgåelse blev fastsat til at indhente godkendelse, eller som med rimelighed måtte forudsættes at medgå hertil.
Stk. 3.
Så længe den umyndige opfylder en aftale om personligt arbejde, kan den anden part ikke træde tilbage fra aftalen.
§ 45
Bliver en aftale ugyldig efter § 44, fordi den ene part er umyndig, skal parterne tilbagelevere, hvad de har modtaget, eller, hvis dette ikke er muligt, erstatte dets værdi. Den umyndige skal dog kun yde erstatning i det omfang, det modtagne skønnes at være kommet denne til nytte.
Stk. 2.
Har den umyndige givet urigtige oplysninger om sin berettigelse til at indgå en aftale og derved forledt den anden part til at indgå aftalen, kan det, uanset om nogen opfyldelse af aftalen har fundet sted, i det omfang det findes rimeligt, pålægges den umyndige at erstatte det tab, som aftalen har medført.
Stk. 3.
Har den umyndige ved aftalens indgåelse gjort sig skyldig i strafbart forhold, gælder de almindelige erstatningsregler.