Universitetsloven § 3
§ 3
Universitetet beslutter, hvilke forskningsbaserede uddannelser det vil udbyde i Danmark inden for sine fagområder. Universitetet eller universitetets udbud af uddannelser efter § 4, stk. 1, nr. 1-3, og § 5, stk. 1, skal kvalitetssikres, og nye uddannelser skal prækvalificeres og godkendes i henhold til lov om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner, inden de udbydes. Ved udbud i Danmark efter 1. pkt. forstås også de særlige tilfælde, hvor dele af en uddannelse er udlagt til et universitet i udlandet (udlagt undervisning).
Stk. 2.
Universitetet kan i særlige tilfælde udbyde en videregående uddannelse, hvor dele af uddannelsen gennemføres i Grønland eller på Færøerne.
Stk. 3.
Hvis der meddeles afslag på en uddannelsesakkreditering af en eksisterende uddannelse, jf. lov om akkreditering af videregående uddannelsesinstitutioner, kan der ikke optages studerende på uddannelsen. Ministeren fastsætter en plan for, hvordan allerede optagne studerende på uddannelsen kan færdiggøre deres uddannelsesforløb. Ministeren kan i den forbindelse pålægge andre universiteter at optage disse studerende eller at overtage ansvaret for uddannelsesforløbet på det pågældende universitet.
Stk. 4.
Ministeren fastsætter nærmere regler om udlagt undervisning. Ministeren fastsætter desuden nærmere regler om uddannelse, hvor dele af uddannelsen gennemføres i Grønland eller på Færøerne.