Undergrundsloven § 16

  1. § 16
    Klima-, energi- og forsyningsministeren kan efter forhandling med rettighedshaverne give påbud om, at anlæg til indvinding, behandling og transport af kulbrinter m.v. etableret i medfør af godkendelse eller tilladelse efter denne lov kan bruges af andre rettighedshavere, hvis ressourcemæssige, økonomiske eller samfundsmæssige hensyn tilsiger det. Det er en betingelse, at de eksisterende og planlagte brugeres planlagte anvendelse ikke hindres eller vanskeliggøres urimeligt herved.
  2. Stk. 2.
    Klima-, energi- og forsyningsministeren kan efter forhandling med rettighedshaverne give påbud om, at to eller flere kulbrinteforekomster skal udnyttes samordnet, hvis ressourcemæssige, økonomiske eller samfundsmæssige hensyn tilsiger det.
  3. Stk. 3.
    Klima-, energi- og forsyningsministeren skal godkende aftaler om andre rettighedshaveres brug af anlæg til indvinding, behandling eller transport af kulbrinter m.v. etableret i medfør af godkendelse eller tilladelse efter denne lov og om samordnet udnyttelse af to eller flere kulbrinteforekomster og kan fastsætte vilkår herfor, herunder om fordeling af omkostninger. Aftalen skal indsendes til ministeren senest 8 dage efter indgåelsen.
  4. Stk. 4.
    Hvis enighed om aftale vedrørende andre rettighedshaveres brug af anlæg til indvinding, behandling og transport af kulbrinter m.v. etableret i medfør af godkendelse eller tilladelse efter denne lov eller om samordnet udnyttelse af to eller flere kulbrinteforekomster ikke kan opnås inden rimelig tid, kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte vilkår for dette, herunder om betaling. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan kræve, at parterne meddeler de oplysninger, som er nødvendige for fastsættelse af vilkår.
  5. Stk. 5.
    Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte tidsplaner og frister for forhandlinger om andre rettighedshaveres brug af anlæg til indvinding, behandling og transport af kulbrinter m.v., herunder frister for parternes tilvejebringelse og udveksling af oplysninger, som omfattet af stk. 8.
  6. Stk. 6.
    Klima-, energi- og forsyningsministeren kan udarbejde standardaftaler til brug for andre rettighedshaveres brug af anlæg til indvinding, behandling og transport af kulbrinter m.v. Standardaftalerne skal offentliggøres på Energistyrelsens hjemmeside. Standardaftaler kan fraviges ved aftale mellem parterne.
  7. Stk. 7.
    Reglerne i stk. 3-6 finder tilsvarende anvendelse for vilkår om, at en rettighedshaver, der ejer anlæg til indvinding, behandling eller transport af kulbrinter m.v. etableret i medfør af godkendelse eller tilladelse efter denne lov, forpligtes til at indgå aftale med en anden rettighedshaver om investering i ekstra kapacitet på ejerens anlæg, herunder om brugsret til anlæg og installationer, om tilbagekøbsret, samt om betaling, som fastsættes i medfør af § 10.
  8. Stk. 8.
    Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om andre rettighedshaveres brug af anlæg til indvinding, behandling og transport af kulbrinter m.v., tilvejebringelse samt udveksling af oplysninger og aftaler i forbindelse med dette, tilrettelæggelse af forhandlinger m.v. i forbindelse med andres brug af anlæg og om offentliggørelse af hovedpunkter i indgåede aftaler.
  9. Stk. 9.
    Stk. 1-8 finder ikke anvendelse på opstrømsrørledningsnet til naturgas.