Undergrundsloven § 11
§ 11
Såfremt en forekomst strækker sig over flere rettighedshaveres område, skal rettighedshaverne samordne efterforskning og eventuel indvinding. Aftaler herom skal godkendes af klima-, energi- og forsyningsministeren. Opnås der ikke i rimelig tid enighed om en samordning, kan klima-, energi- og forsyningsministeren påbyde denne og fastsætte vilkår herfor.
Stk. 2.
Strækker en forekomst sig ind på et andet lands højhedsområde, kan klima-, energi- og forsyningsministeren, såfremt aftale om en samordning af efterforskning og indvinding indgås med vedkommende land, påbyde, at rettighedshaveren til den danske del af forekomsten deltager i en sådan samordning, og fastsætte vilkår herfor. Rettighedshaverens aftaler om samordning skal godkendes af klima-, energi- og forsyningsministeren.
Stk. 3.
Klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til efter forelæggelse for et af Folketinget nedsat udvalg at indgå aftale med vedkommende lands myndigheder om samordning af efterforskning og indvinding af de i stk. 2 nævnte forekomster samt at meddele de i den forbindelse nødvendige undtagelser fra regler efter denne lov.