Udstykningsloven § 39
§ 39
Hegnssynet kan efter begæring af rekvirenten af skelforretningen pålægge andre end rekvirenten at betale sagens omkostninger helt eller delvis. Anlægges der retssag efter § 36, stk. 2, nr. 2, træffes afgørelsen herom dog af retten. Der skal ved afgørelsen tages hensyn til interesserne i en konstatering af ejendomsgrænsens rette beliggenhed, herunder baggrunden for og resultatet af skelforretningen.
Stk. 2.
Begæringen til hegnssynet skal indgives skriftligt til formanden for vedkommende hegnssynsdistrikt. Hegnssynet behandler sagen efter reglerne i hegnsloven om hegnssynsforretninger. Hegnssynets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 3.
Hegnssynets afgørelse kan af hver af parterne indbringes for domstolene senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Retten kan dog undtagelsesvis tillade, at sagen indbringes efter udløbet af fristen, når ansøgning herom indgives senest 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.