Udlændingeloven § 9 l
§ 9 l
Efter ansøgning gives der opholdstilladelse til en udlænding, der ifølge en aftale mellem Danmark og en anden stat, jf. § 45, er berettiget til et længerevarende ferieophold her i landet og i forbindelse hermed er berettiget til at arbejde her i landet i et nærmere afgrænset omfang. Opholdstilladelsen gives på de betingelser, som aftalen opstiller. Der kan i aftalen være fastsat en kvote for, hvor mange opholdstilladelser der kan gives i en nærmere fastsat periode.
Stk. 2.
Ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1 skal indgives i overensstemmelse med aftalen. Kan ansøgningen ifølge aftalen indgives her i landet, kan dette dog kun ske, hvis udlændingen har lovligt ophold i medfør af §§ 1-3 a eller 4 b eller § 5, stk. 2, i medfør af EU-reglerne, jf. § 6, eller en opholdstilladelse efter §§ 7-9 f, 9 i-9 n eller 9 p eller § 9 q, stk. 2 eller 3, og hvis ingen særlige grunde taler herimod. Hvis udlændingen ikke har lovligt ophold, jf. 2. pkt., kan ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 1 ikke indgives her i landet, medmindre opholdet skyldes omstændigheder, der ikke kan lægges udlændingen til last, eller hvis der foreligger undskyldelige omstændigheder og afvisning af ansøgningen vil få uforholdsmæssige konsekvenser for udlændingen eller udlændingens herboende familie, eller hvis der foreligger ganske særlige grunde, herunder hvis Danmarks internationale forpligtelser kan tilsige det. Hvis udlændingen har fået fastsat en udrejsefrist, eller hvis udlændingen har en anden ansøgning under behandling, kan ansøgning efter stk. 1 ikke indgives her i landet, medmindre Danmarks internationale forpligtelser kan tilsige det.
Stk. 3.
En ansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse efter stk. 1 skal indgives før tilladelsens udløb, for at udlændingen kan anses for at have lovligt ophold efter stk. 2, 2. pkt. Stk. 2, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4.
Er der fastsat en kvote for, hvor mange opholdstilladelser der kan gives i en nærmere fastsat periode, afvises en ansøgning, der indgives, når kvoten for den pågældende periode er udnyttet. Udnyttes kvoten ikke, falder den bort.
Stk. 5.
Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om administrationen af kvoter efter stk. 4, 1. pkt.