Udlændingeloven § 52
§ 52
Endelige administrative afgørelser efter § 46 kan inden 14 dage efter, at afgørelsen er meddelt udlændingen, af denne kræves indbragt til prøvelse for den ret, hvor udlændingen har bopæl, eller, hvis udlændingen ikke har bopæl noget sted i riget, for Københavns Byret, hvis afgørelsen går ud på:
- 1) bortfald efter § 21 b, hvis udlændingen
- a) er statsborger i et andet nordisk land og har fast bopæl her i landet eller
- b) er omfattet af EU-reglerne, jf. § 2,
- 2) udvisning efter § 25 b af en udlænding, som er omfattet af EU-reglerne, jf. § 2, eller
- 3) udvisning efter § 25 a af en udlænding, som:
- a) er statsborger i et andet nordisk land og har fast bopæl her i landet eller
- b) er omfattet af EU-reglerne, jf. § 2.
Stk. 2.
Sagen indbringes for retten af Udlændingestyrelsen, der fremsender sagens akter med oplysning om den påklagede afgørelse, en kort redegørelse for de omstændigheder, der påberåbes, samt sagens bevisligheder.
Stk. 3.
Retten drager omsorg for sagens oplysning og træffer selv bestemmelse om afhøring af udlændingen og vidner, om tilvejebringelse af andre bevismidler og om, hvorvidt sagen skal behandles mundtligt. Udebliver udlændingen uden lovligt forfald, afgør retten, om afgørelsen kan prøves uden udlændingens tilstedeværelse, eller om sagen skal afvises eller udsættes.
Stk. 4.
Såfremt retten finder det fornødent og udlændingen opfylder de økonomiske betingelser efter retsplejelovens § 325, beskikkes der en advokat for udlændingen, medmindre denne selv har antaget en sådan.
Stk. 5.
Retten kan, når der er særlig anledning dertil, pålægge udlændingen helt eller delvis at betale sagsomkostninger.
Stk. 6.
Sagens indbringelse for retten har ikke opsættende virkning, medmindre retten træffer bestemmelse herom.
Stk. 7.
Retten afgør ved kendelse, om sagen skal afvises, eller om afgørelsen skal opretholdes eller ophæves. Kendelsen kan påkæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37.