Udlændingeloven § 37 f
§ 37 f
Udlændinge- og integrationsministeren kan i særlige tilfælde beslutte, at bestemmelser om tilvejebringelse af kommune- og lokalplaner, bestemmelser om tilladelse efter § 35, stk. 1, i lov om planlægning og bestemmelser i lokalplaner og de planer m.v., der er opretholdt efter § 68, stk. 2, i lov om planlægning, ikke finder anvendelse for ejendomme, som skal anvendes til indkvarteringssteder, jf. denne lovs § 42 a, stk. 5, eller faciliteter til brug for frihedsberøvelse i medfør af denne lovs § 36.
Stk. 2.
Udlændinge- og integrationsministeren kan i særlige tilfælde beslutte, at regler eller beslutninger efter §§ 3 og 5 j i lov om planlægning eller offentliggjorte forslag til regler efter §§ 3 og 5 j, jf. § 22 a, stk. 1, i lov om planlægning ikke finder anvendelse for ejendomme, som skal anvendes til indkvarteringssteder, jf. denne lovs § 42 a, stk. 5, eller faciliteter til brug for frihedsberøvelse i medfør af denne lovs § 36.
Stk. 3.
Udlændinge- og integrationsministeren kan i særlige tilfælde bestemme, at byggeloven ikke finder anvendelse ved brug af eksisterende bygninger og transportable konstruktioner til indkvarteringssteder, jf. denne lovs § 42 a, stk. 5, eller faciliteter til brug for frihedsberøvelse i medfør af denne lovs § 36.
Stk. 4.
En bygning m.v., som omfattes af en beslutning efter stk. 3, skal frembyde tilfredsstillende tryghed i brand- og sikkerhedsmæssig henseende.
Stk. 5.
Etableres der i medfør af denne paragraf indkvarteringssteder eller faciliteter til brug for frihedsberøvelse på et støjbelastet areal, skal der snarest muligt etableres passende afskærmningsforanstaltninger.