Udbudsloven § 177
§ 177
En ordregiver kan i udbudsmaterialet kræve, at en tilbudsgiver i sit tilbud angiver, hvilke dele af den udbudte kontrakt tilbudsgiveren har til hensigt at give i underleverance til tredjemand, og hvilke underleverandører tilbudsgiveren foreslår.
Stk. 2.
En ordregiver skal i forbindelse med indgåelse af bygge- og anlægskontrakter og tjenesteydelseskontrakter indsætte en kontraktklausul, som forpligter leverandøren til at oplyse navn, kontaktoplysninger og juridisk repræsentant for de underleverandører, der benyttes i forbindelse med udførelsen af kontrakten. Oplysningerne skal indleveres, senest når gennemførelsen af kontrakten påbegyndes, hvis de kendes på det tidspunkt.
Stk. 3.
En ordregiver kan ved vareindkøbskontrakter kræve, at leverandøren oplyser navn og kontaktoplysninger på og juridisk repræsentant for de underleverandører, der benyttes i forbindelse med udførelsen af kontrakten.
Stk. 4.
En ordregiver kan kræve oplysningerne i stk. 2 og 3 vedrørende underleverandører længere nede i underleverandørkæden.
Stk. 5.
En ordregiver kan kræve, at tilbudsgivere og ansøgere skal erklære i ansøgningen eller tilbuddet, at underleverandører ikke er omfattet af en af de situationer, der medfører udelukkelse i henhold til §§ 135-137. Er en underleverandør omfattet af en eller flere af udelukkelsesgrundene i henhold til §§ 135-137, skal ordregiveren kræve, at underleverandøren erstattes.