Udbudsloven § 118
§ 118
Opdatering af elektroniske kataloger, jf. § 116, stk. 3, sker, ved at
- 1) tilbudsgiverne indgiver deres elektroniske kataloger på ny, således at de er tilpasset til kravene i den pågældende kontrakt, eller
- 2) ordregiveren indsamler de oplysninger fra de allerede fremsendte elektroniske kataloger, der er nødvendige for at kunne sammensætte et tilbud, der opfylder kravene i den pågældende kontrakt.
Stk. 2.
Når opdatering af de elektroniske kataloger skal finde sted i henhold til stk. 1, nr. 2, underretter ordregiveren tilbudsgiverne herom. Underretningen skal indeholde oplysning om dato og klokkeslæt for, hvornår oplysninger påtænkes indsamlet, og om muligheden for at afvise indsamlingen af oplysninger.
Stk. 3.
Udbudsmaterialet for rammeaftalen eller udbudsbekendtgørelsen vedrørende det dynamiske indkøbssystem skal indeholde oplysning om, hvorvidt fornyet konkurrence vil finde sted efter stk. 1, nr. 1 eller 2.
Stk. 4.
Inden tildeling af kontrakt på baggrund af fornyet konkurrence efter stk. 1, nr. 2, skal ordregiveren anmode tilbudsgiver om at bekræfte, at det afgivne tilbud ikke er indholdsmæssigt fejlagtigt. Påpeger den pågældende tilbudsgiver indholdsmæssige fejl i de indsamlede oplysninger, skal ordregiveren berigtige disse, inden der træffes beslutning om tildeling af kontrakt.