Lov om tjenestemænd § 32
§ 32
En tjenestemand, der afskediges, fordi ændringer i forvaltningens organisation eller arbejdsform medfører, at stillingen nedlægges, bevarer sin hidtidige løn i 3 år, jf. dog stk. 3-5.
Stk. 2.
Den, der modtager rådighedsløn efter stk. 1, er omfattet af reglerne i §§ 12 og 13.
Stk. 3.
Rådighedsløn fra ansættelse i en åremålsstilling ydes længst til åremålets udløb.
Stk. 4.
Der ydes ikke rådighedsløn til den, der
- 1) ansættes i eller får anvist en anden stilling, som den pågældende har pligt til at overtage efter §§ 12 og 13,
- 2) har opnået den for stillingen fastsatte afgangsalder eller
- 3) på afskedstidspunktet på grund af sygdom eller uegnethed ikke er i stand til at overtage en stilling, som den pågældende efter §§ 12 og 13 ville have pligt til at overtage.
Stk. 5.
Ministeren for offentlig innovation fastsætter bestemmelser om, at udbetaling af rådighedsløn midlertidigt standses helt eller delvis til den, der
- 1) opnår ansættelse, som efter tjenestemandspensionslovens § 4 medregnes i pensionsalderen som tjenestemand, og som ikke er omfattet af stk. 4, nr. 1,
- 2) opnår anden ansættelse på andre vilkår end tjenestemandsvilkår inden for det i tjenestemandspensionslovens § 4 a, stk. 1, nævnte område eller
- 3) opnår ansættelse i et aktieselskab, som efter en opgaveomlægning varetager de arbejdsopgaver, inden for hvilke den pågældende var beskæftiget som ansat i staten eller folkekirken, og hvori staten ejer mere end 50 pct. af aktierne.
Stk. 6.
Bestemmelserne i stk. 4 og 5 finder tilsvarende anvendelse for ventepenge, der tillægges i henhold til de før 1. juli 1969 gældende regler.