Taxiloven §§ 12-16
§ 12
En tilladelse til erhvervsmæssig persontransport kan tilbagekaldes, hvis indehaveren
- 1) må antages ikke længere at opfylde betingelserne i § 3, stk. 2, nr. 6, som følge af at vedkommende i forbindelse med udførelsen af erhvervet groft eller gentagne gange har overtrådt bestemmelser i
- a) loven eller forskrifter udstedt i medfør heraf,
- b) færdselslovgivningen om hastighed, kørsel uden kørekort og bilens indretning, udstyr og tilbehør,
- c) arbejdsmiljølovens kapitel 9 om hvileperiode og fridøgn,
- d) lovgivningen om euforiserende stoffer,
- e) skatte- og afgiftslovgivningen eller
- f) udlændingeloven om menneskesmugling,
- 2) har en forfalden gæld til det offentlige på 100.000 kr. eller derover,
- 3) ikke længere har den påkrævede egenkapital, jf. § 3, stk. 2, nr. 5, eller
- 4) ikke længere har en nulemissionsbil tilknyttet tilladelsen, jf. § 41, stk. 2.
Stk. 2.
En tilladelse til erhvervsmæssig persontransport kan tilbagekaldes, hvis en chauffør eller en anden, der optræder i indehaverens interesse, i forbindelse med udførelse af erhvervet gentagne gange groft har overtrådt bestemmelser omfattet af stk. 1, nr. 1.
Stk. 3.
En godkendelse som ansvarlig leder af en virksomhed kan tilbagekaldes under de betingelser, der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2. Det samme gælder, hvis vedkommende er dømt for strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af virksomheden, jf. straffelovens § 78, stk. 2.
Stk. 4.
Tilbagekaldelse efter stk. 1-3 sker for en periode fra 1 til 5 år eller indtil videre.
§ 13
En tilladelse til at drive kørselskontor kan tilbagekaldes, hvis indehaveren
- 1) må antages ikke længere at opfylde betingelserne i § 5, stk. 2, nr. 6, som følge af at vedkommende i forbindelse med udførelsen af erhvervet groft eller gentagne gange har overtrådt vilkårene for tilladelsen eller bestemmelser i
- a) denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf,
- b) lovgivningen om euforiserende stoffer,
- c) skatte- og afgiftslovgivningen eller
- d) udlændingeloven om menneskesmugling,
- 2) har en forfalden gæld til det offentlige på 100.000 kr. eller derover eller
- 3) ikke længere har den påkrævede egenkapital, jf. § 5, stk. 2, nr. 5.
Stk. 2.
En tilladelse til at drive kørselskontor kan tilbagekaldes, hvis en person, der optræder i indehaverens interesse, i forbindelse med udførelse af erhvervet gentagne gange groft har overtrådt bestemmelser omfattet af stk. 1, nr. 1.
Stk. 3.
En godkendelse som ansvarlig leder af et kørselskontor kan tilbagekaldes under de betingelser, der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2. Det samme gælder, hvis vedkommende er dømt for et strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af virksomheden, jf. straffelovens § 78, stk. 2.
Stk. 4.
Tilbagekaldelse efter stk. 1-3 sker for en periode fra 1 til 5 år eller indtil videre.
§ 14
Chaufførkort kan tilbagekaldes, hvis indehaveren må antages ikke længere at opfylde betingelserne i § 7, stk. 2, nr. 5, som følge af at vedkommende i forbindelse med udførelsen af erhvervet groft eller gentagne gange har overtrådt bestemmelser i
- 1) denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf,
- 2) færdselslovgivningen om hastighed, kørsel uden kørekort og bilens indretning, udstyr og tilbehør,
- 3) lovgivningen om euforiserende stoffer,
- 4) skatte- og afgiftslovgivningen eller
- 5) udlændingeloven om menneskesmugling.
Stk. 2.
Chaufførkort kan endvidere tilbagekaldes, hvis indehaveren er dømt for strafbart forhold, der begrunder nærliggende fare for misbrug af virksomheden, jf. straffelovens § 78, stk. 2.
Stk. 3.
Tilbagekaldelse efter stk. 1 og 2 sker for en periode fra 1 til 5 år eller indtil videre.
§ 15
I forbindelse med behandling af sager om tilbagekaldelse af tilladelse til erhvervsmæssig persontransport eller tilladelse til at drive kørselskontor kan transportministeren i nødvendigt omfang videregive oplysninger til indehaveren af tilladelsen om overtrædelse af bestemmelser omfattet af § 13, stk. 1, nr. 1, eller § 14, stk. 1, som indehaveren, en chauffør eller en anden, der optræder i indehaverens interesse, har begået i forbindelse med udførelsen af erhvervet.
§ 16
En afgørelse om tilbagekaldelse efter § 12, stk. 1-3, § 13, stk. 1-3, og § 14, stk. 1, kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende, fremsættes over for transportministeren, der anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
En afgørelse om tilbagekaldelse efter § 12, stk. 3, 2. pkt., § 13, stk. 3, 2. pkt., eller § 14, stk. 2, kan, inden 4 uger efter at den er meddelt den pågældende, forlanges indbragt for domstolene af anklagemyndigheden efter fremgangsmåden i straffelovens § 78, stk. 3, hvor sagen behandles i strafferetsplejens former.
Stk. 3.
Anmodning om sagsanlæg i forbindelse med afgørelser om tilbagekaldelse efter § 12, stk. 1, nr. 1, § 12, stk. 2 eller 3, § 13, stk. 1, nr. 1, § 13, stk. 2 eller 3, eller § 14, stk. 1, har opsættende virkning, medmindre retten bestemmer andet. Findes tilbagekaldelsen lovlig ved dommen, kan det i dommen bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.
Stk. 4.
Anmodning om sagsanlæg i forbindelse med afgørelser om tilbagekaldelse efter § 12, stk. 1, nr. 2 eller 3, eller § 13, stk. 1, nr. 2 eller 3, har ikke opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling skal have adgang til at udøve den virksomhed, tilladelsen vedrører. Ankes en dom, hvorved tilbagekaldelse ikke findes lovlig, kan den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at virksomheden ikke må udøves under sagens behandling.