Sundhedsloven § 166
§ 166
Regionsrådet yder et særligt tilskud til almindelig forebyggende og behandlende tandpleje til følgende patientgrupper:
- 1) Patienter, der på grund af kræft har fået strålebehandling i hoved- eller halsregionen.
- 2) Patienter, der på grund af blodkræft har modtaget helkropsbestråling forud for allogen knoglemarvstransplantation.
- 3) Patienter, der på grund af knoglemarvstransplantation har udviklet kronisk graft versus host-sygdom (GvHD).
- 4) Patienter, der er diagnosticeret med Sjögrens syndrom.
- 5) Patienter, der på grund af kræft har fået kemoterapi, immunterapi eller hormon- og antihormonbehandling.
- 6) Patienter, der på grund af sygdom i skjoldbruskkirtlen har modtaget behandling med radioaktivt jod.
Stk. 2.
Regionsrådet yder et særligt tilskud til almindelig forebyggende og behandlende tandpleje til patienter, der på grund af medfødte sjældne sygdomme har betydelige dokumenterede tandproblemer.
Stk. 3.
Patienter omfattet af stk. 1, nr. 2 eller 3, skal ved ansøgning om almindelig forebyggende og behandlende tandpleje kunne påvise nedsat spytsekretion.
Stk. 4.
Patienter omfattet af stk. 1, nr. 4, 5 eller 6, skal ved ansøgning om almindelig forebyggende og behandlende tandpleje have betydelige dokumenterede tandproblemer og kunne påvise nedsat spytsekretion.
Stk. 5.
Regionsrådet yder et særligt tilskud til patienter efter stk. 1 og 2, der ansøger om tilskud til særligt kostbare behandlinger grundet betydelig dokumenteret oral funktionsnedsættelse som følge af sygdommen eller sygdomsbehandlingen.
Stk. 6.
Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler for støtte til de i stk. 1 og 2 nævnte patientgrupper, herunder for størrelsen af patientens maksimale egenbetaling i praksistandplejen.