SU-loven § 25
§ 25
Uddannelsesstøtte gives med et grundstipendium med hjemmeboendesats, jf. § 8, stk. 3, til
- 1) uddannelsessøgende, der er hjemmeboende, jf. regler fastsat i medfør af § 8, stk. 5, nr. 1, og
- 2) uddannelsessøgende på 18 og 19 år, der får uddannelsesstøtte uden for klippekortet og har ret til uddannelsesstøtte med hjemmeboendesats, jf. regler fastsat i medfør af § 8, stk. 5, nr. 2.
Stk. 2.
Uddannelsesstøtte gives med et grundstipendium med udeboendesats, jf. § 8, stk. 2, til uddannelsessøgende på 18 og 19 år, der får uddannelsesstøtte uden for klippekortet og har ret til uddannelsesstøtte med udeboendesats, jf. regler fastsat i medfør af § 8, stk. 5, nr. 2.
Stk. 3.
Grundstipendium efter stk. 1, nr. 2, og stk. 2 gives indtil udgangen af den måned, hvor den uddannelsessøgende fylder 20 år.
Stk. 4.
Til grundstipendiet, jf. stk. 1 og 2, gives et tillæg, der udgør højst:
- 1) 1.628 kr. (2015-niveau) for uddannelsessøgende, der får grundstipendium med hjemmeboendesats.
- 2) 2.117 kr. (2015-niveau) for uddannelsessøgende, der får grundstipendium med udeboendesats.
Stk. 5.
Tillæg efter stk. 4 og supplerende stipendium efter § 11 gives, hvis forældrenes samlede indkomst i det andet kalenderår forud for støtteåret ikke overstiger 333.504 kr., jf. dog stk. 6 og 7. Tillægget og det supplerende stipendium efter § 11 nedsættes ved et højere indkomstgrundlag og bortfalder helt ved et indkomstgrundlag på 564.391 kr. eller derover. For uddannelsessøgende, der får grundstipendium med udeboendesats efter stk. 2, gives tillægget og det supplerende stipendium efter § 11 dog kun, hvis den samlede indkomst ikke overstiger 322.629 kr. Tillægget og det supplerende stipendium efter § 11 bortfalder helt ved et indkomstgrundlag på 563.770 kr. eller derover. Beløbsgrænserne er angivet i det niveau, der anvendes ved tildeling af tillæg til grundstipendiet i 2015.
Stk. 6.
Har den uddannelsessøgende, der får grundstipendium efter stk. 1, nr. 1, folkeregisteradresse hos den ene af sine forældre og dennes ægtefælle eller registrerede partner, anvendes den samlede indkomst for disse ved beregningen af tillæggets størrelse efter stk. 5.
Stk. 7.
Indkomstgrundlaget nedsættes med 34.246 kr. for hvert af forældrenes børn under 18 år. Er indkomstgrundlaget beregnet efter stk. 6, nedsættes indkomstgrundlaget med 34.246 kr. for hvert af den ene forælders børn under 18 år og hvert af dennes ægtefælles eller registrerede partners børn under 18 år. Beløbene er angivet i det niveau, der anvendes ved tildeling af tillæg til grundstipendiet i 2015.
Stk. 8.
Uddannelsessøgende, der har børn under 18 år, får det fulde tillæg efter stk. 4.
Stk. 9.
Beløbene i stk. 4, 5 og 7 reguleres én gang årligt efter § 12.
Stk. 10.
Uddannelsessøgende, hvis tillæg til grundstipendiet nedsættes eller helt bortfalder efter stk. 5 og 6, kan
- 1) optage yderligere studielån med et beløb, der svarer til nedsættelsen,
- 2) få årsfribeløbet eller uddannelsesfribeløbet forhøjet med et beløb, der svarer til nedsættelsen, eller
- 3) samtidig optage yderligere studielån og få forhøjet årsfribeløbet eller uddannelsesfribeløbet med et beløb, der sammenlagt svarer til nedsættelsen.
Stk. 11.
Tillæg til grundstipendiet og supplerende stipendium efter § 11, der beregnes efter stk. 5 og 6, beregnes på grundlag af forældrenes eller den ene forælders og dennes ægtefælles eller registrerede partners samlede indkomstgrundlag, hvis forældrene eller den ene forælder og dennes ægtefælle eller registrerede partner har samme folkeregisteradresse den 1. i den måned, som tillægget tildeles for. De uddannelsessøgende skal ved ansøgning om uddannelsesstøtte oplyse forældrenes eller den ene forælders og dennes ægtefælles eller registrerede partners navn og adresse, hvis disse ikke har dansk adresse.
Stk. 12.
Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler
- 1) om, hvornår forholdene hos kun den ene af forældrene skal lægges til grund for beregning af tillæg til grundstipendiet, jf. stk. 5 og 7,
- 2) om, hvornår der skal ses bort fra forældrenes eller den ene forælders og dennes ægtefælles eller registrerede partners indkomstgrundlag,
- 3) om nedsættelse af indkomstgrundlaget efter stk. 7,
- 4) om, hvilket indkomstgrundlag der skal anvendes, når indkomstgrundlaget ændres,
- 5) om fravigelse af indkomstgrundlaget, når forældrenes eller den ene forælders og dennes ægtefælles eller registrerede partners indkomst er faldet væsentligt,
- 6) om beregningsgrundlaget for forældre eller den ene forælders ægtefælle eller registrerede partner med indkomst og formuebeløb på Færøerne og i Grønland og
- 7) om beregningsgrundlaget for forældre eller den ene forælders ægtefælle eller registrerede partner med indkomster og formuebeløb, der ikke er skattepligtige i Danmark.