SU-loven § 19
§ 19
Uddannelses- og forskningsministeren kan bestemme, at der efter ansøgning gives ekstra klip som tillæg til rammen og støttetiden, hvis den uddannelsessøgende er blevet forsinket i en uddannelse på grund af
- 1) deltagelse i institutionens styrelse eller arbejde vedrørende de uddannelsessøgendes sociale og uddannelsesmæssige forhold eller
- 2) sygdom eller andre særlige forhold.
Stk. 2.
Uddannelses- og forskningsministeren kan bestemme, at der efter ansøgning gives ekstra klip som tillæg til rammen og støttetiden, hvis sygdom eller andre særlige forhold har medført, at den uddannelsessøgende ikke kan gennemføre uddannelsen og derfor skifter til en ny uddannelse.
Stk. 3.
I forbindelse med fødsel eller adoption får den uddannelsessøgende, der har ret til uddannelsesstøtte inden for klippekortet, efter ansøgning ekstra uddannelsesstøtte i indtil 9 måneder. Den uddannelsessøgende, der er enlig forsørger, får dog efter ansøgning ekstra uddannelsesstøtte i indtil 12 måneder.
Stk. 4.
En forælder kan overføre indtil 3 af de ekstra måneder med uddannelsesstøtte til den anden forælder, hvis den anden forælder har ret til uddannelsesstøtte. Dette gælder dog ikke, hvis den ene forælder har ret til flere end 9 ekstra måneder med uddannelsesstøtte, jf. stk. 3, 2. pkt.
Stk. 5.
De ekstra klip efter stk. 3 og 4 kan udbetales med 2 klip om måneden eller sammen med et andet ekstra klip efter stk. 1 og 2 eller sammen med klip efter § 17.
Stk. 6.
Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler om
- 1) ekstra klip, herunder i hvilket omfang ekstra klip kan overføres til en ny uddannelse, og
- 2) betingelser for tildeling og udbetaling af støtte efter stk. 3 og 4 og om ansøgning herom.