Strandingsloven § 3

  1. § 3
    Hvor det gælder at redde menneskeliv, er enhver forpligtet til at yde den bistand, som han kan yde uden fare for liv eller helbred (almindelig borgerlig straffelovs § 199) og til, mod erstatning for den skade, som derved sker, at afgive ethvert dertil tjenligt redskab, samt til at tilstede fornøden færdsel på sin grund.
  2. Stk. 2.
    Til skibbrudne kan politiet forlange, at de omboende mod en billig betaling efter evne skal afgive fornødent husly samt yde kost og pleje, indtil, for udlændinges vedkommende, deres forsørgelse kan overtages af konsulen, henholdsvis statskassen, hvor denne ved international overenskomst er pligtig dertil, eller, for her hjemmehørende søfolks vedkommende, hjemsendelse kan ske efter reglerne i lov om det offentlige fattigvæsen af 9. april 1891 § 64.
  3. Stk. 3.
    Til de i § 2 omhandlede meldinger er enhver pligtig mod betaling at afgive de efter politiets skøn fornødne befordringsmidler.
  4. Stk. 4.
    Endelig er enhver pligtig til ved bjærgning mod erstatning for derved forårsaget skade at tilstede fornøden adgang til og benyttelse af sin grund samt, for så vidt det bjærgede gods ikke uden skade kan henligge under åben himmel, til dets bevaring for betaling at afgive husrum, som han ikke selv benytter.
  5. Stk. 5.
    Størrelsen af de i denne paragraf omhandlede erstatninger og betalinger fastsættes efter billighed af politimesteren, med forbehold af ret til at påanke hans afgørelse for amtmanden. De afholdes, ligesom den i § 2 omhandlede godtgørelse, forlods af strandingsmassen; findes der ingen sådan, afholdes de af statskassen.