Strandingsloven § 2

  1. § 2
    Strandfogderne er pligtige til, på de tider, hvor strandinger er at befrygte, at færdes på stranden så ofte og i det omfang, som i deres instruks nærmere bestemmes.
  2. Stk. 2.
    Når skib er strandet eller i begreb med at strande eller fra land ses på anden måde at være stedt i nød, hvorfra det ikke ved egen hjælp kan redde sig, skal derhos den, som bliver det var, hurtigst muligt derom underrette strandfogden, for så vidt denne ikke selv er til stede, og har herfor krav på passende godtgørelse, der fastsættes af politiet.
  3. Stk. 3.
    Så snart strandfogden ved egen iagttagelse eller efter meddelelse, om hvis rigtighed han uopholdelig har at forvisse sig på strandingsstedet, har bragt i erfaring, at et skib er strandet eller udsat for at strande, skal han snarest muligt sende melding derom til politimesteren og nærmeste toldfunktionær, men derhos først og fremmest, når de på skibet værende personer ikke skønnes at kunne reddes med de forhåndenværende midler, sørge for, at nærmeste redningsstation, for så vidt denne er beliggende inden for en rimelig afstand, på den hurtigst mulige måde får underretning om strandingen. Politimesteren har uopholdelig enten selv eller ved fuldmægtig at begive sig til strandingsstedet.
  4. Stk. 4.
    Når løst gods, vrag eller vragstykker inddriver på forstranden, har strandfogden, så snart han får kundskab derom, foruden at gøre indberetning til politimesteren efter den ham i så henseende givne instruks, at tilstille vedkommende toldfunktionær underretning om vraggodset, hvorhos han uopholdelig bør drage omsorg for, at godset bringes i sikkerhed. Politiets tilstedekomst udfordres ikke, når værdien af det inddrevne gods, der er genstand for samlet bjærgning, skønnes ikke at overstige 500 kr.